Volvo-topmodeller nu med hybrid

Volvos topsælgere S90 og V90 og V90 Cross Country har fået en opdatering med bl.a. mild hybridteknik i alle udgaver. 

Produktion af bilerne starter i uge 22, og de første biler forventes at blive leveret omkring tre uger efter. 

“Prislisterne er ved at blive færdiggjort, hvorefter de vil blive uploadet på vores hjemmeside,” siger Mia Elleby Heilmeier, Social Media & Marketing Specialist hos Volvo DK. 

Mild hybrid blev introduceret på SUV’erne XC90 og XC60 sidste år, men er nu også tilgængelige på alle andre biler i 90- og 60-serien samt på XC40. 

I sin pressemeddelelse hævder Volvo, at det milde 48-volt hybridsystem sænker brændstofforbruget og emissionerne med op til 15 pct. under reelle kørselsforhold, men systemet skal mere ses som en en forbedring af kørerkomforten bl.a. i forbindelse med stop-start-funktionen. 

Ud over det milde hybridsystem adskiller den ny model sig udvendigt fra den tidligere model med nye tågelygter, ny nederste forkofanger og nyt design på den forreste spoiler og bagpå med et nyt design på baglygterne med LED-teknologi. 

Indvendigt er der kommet et nyt Bowers & Wilkins lydsystem til med opgraderede forstærkere og automatisk reduktion af vejstøj. 

Den ny Volvo S90 og V90 får også en ny luftrensningsfunktion, der giver føreren mulighed for at overvåge kabinens luftkvalitet via centerdisplayet. Advanced Air Cleaner kan rense kabineluften for næsten alle småpartikler i løbet af få minutter. 

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Leave A Comment