BMW er danskernes liebling

Vi elsker tyske biler – mest BMW

Danskerne er generelt blevet mere tilfredse med deres biler.

Det viser FDMs AutoIndex 2015-undersøgelse, der toppes af tysk trio.

BMW er igen bilejernes liebling.

For fjerde år i træk topper sydtyskeren FDMs AutoIndex, som det mærke, bilejerne samlet set er mest tilfredse med.

På de to efterfølgende pladser har Mercedes-Benz og Audi byttet plads i forhold til sidste års undersøgelse.

Det er 13. gang, FDM beder bilejerne vurdere tilfredsheden med deres bil.

Og i gennemsnit er den samlede tilfredshed steget med 1,7 pct. i forhold til sidste år.

”Spørger man bilejerne, er der ikke mange fingre at sætte på BMW. Ikke bare kvaliteten er i top, men man har også formået at højne oplevelsen på værkstedet og hos forhandleren, hvilket altså er med til at gøre BMW-ejerne de mest tilfredse bilejere,” siger Motors chefredaktør, Bo Christian Koch. 

I årets AutoIndex indtager Fiat den kedelige sidsteplads blandt de i alt 22 bilmærker, der er med i undersøgelsen.

Den plads har de senere år ellers tilhørt Chevrolet, som dog trækker sig fra det danske marked i år og derfor er siet fra.

”Flere end 31.000 danske privatbilejere har i år deltaget i AutoIndex, hvor de har svaret på næsten 120 spørgsmål om deres bil. Det gør ikke bare AutoIndex til Danmarks største hverdagstest af bilmærkerne på det danske marked, men også til et solidt forbrugerværktøj, der er oplagt at konsultere, hvis man står og skal købe bil,” siger Bo Christian Koch. 

AutoIndex er gennemført af Loyalty Group for FDM i perioden januar-marts 2015.

I det samlede svar vægtes bilens kvaliteter med 40 pct, mens vurderingen af værksted, forhandler og loyalitet over for mærket vægtes med hver 20 pct.

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Leave A Comment