TCR verdenspremiere i København

Det er i dag blevet offentliggjort, at den ny internationale danske standardvognklasse, TCR, skal køre ved Copenhagen Historic Grand Prix i København i starten af august.

Og at de danske deltagere får følgeskab af svenske kørere, der i et par år har kørt TCR.

Det er en stor nyhed for danske racerkørere og fans, men det helt store scoop for CHGP er, at den ny e-TCR-klasse kommer forbi København med et stort felt af forskellige helt elektriske standardvognracere for at køre et af opvisningsløb.

I premieresæsonen vil World ETCR bestå af fire bilmærker og 16 internationale topkørere. De fire mærker er Cupra (Seat), MG, Hyundai og Alfa Romeo, og en løbsweekend består af mange korte sprintløb, der ender i semifinaler og slutteligt to finaleløb for henholdsvis de otte bedste fra semifinalerne og for de resterende otte kørere.

“Det er stort, at det er lykkedes Jac Nellemann (manden bag CHGP, red) at få arrangørerne af e-TCR til at lægge vejen forbi København, og at vi kan præsentere et stort dansk-svensk felt af TCR-biler på den københavnske bybane,” siger TCR-promotor Martin Jensen til Vildmedbiler.dk.

Jac Nellemann er også tydelig begejstret for, at e-TCR lægger vejen forbi København.

”Det er en regulær verdensnyhed, der besøger vores historiske race i København til august, hvilket er med til endnu engang at udvide motorsportens historiefortælling ved vores arrangement. Ikke alene er det fremtidens racerbiler og motorløb, som vises frem til CHGP. ETCR-seriens besøg understreger også den anerkendelse og status, som CHGP har opnået både nationalt, men i sandhed også internationalt. Vi er meget stolte af, at organisationen bag ETCR har udset sig København som det sted, hvor fremtidens motorløb skal køres, og vi er sikre på, at den sportslige underholdning på banen vil nå nye højder,” siger han.

Løbet i København er det fjerde ud af syv i den internationale danske TCR mesterskabsserie.

 

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Leave A Comment