For 12 år siden kørte en lille fræk japansk minibil ind på den store scene.
Og siden første generation af Suzuki Swift, den vi kender i dag, blev præsenteret, er der blevet solgt ikke færre end 5,3 mio. eksemplarer.
Det kan man da kalde en succes!
Herhjemme har Swift også været en populær størrelse. 33.108 biler er der blevet solgt, og det gør den til den mest sælgende i den danske importørs historie.
Det var dens nuttede design og skarpe køreegenskaber, der tiltrak unge såvel ældre bilister.
Nu er Suzuki klar med en ny Swift. Den får europæisk premiere på biludstillingen i Geneve i marts og herhjemme i juni.
Den ny model er målrettet til par og yngre bilister. Familierne skal Baleno tage sig af.
Nyeste generation er marginalt mindre end den nuværende, men får en mere luksuriøs kabine og bliver udstyret med den ny moderne teknik og elektronik.
Bilen, der havde premiere i Japan den 4. januar, er bygget op over en ny lettere og stivere platform, der gør den stivere og mere sikker i tilfælde af et sammenstød.
Motorprogrammet bliver det samme, som vi kender det i dag, 1-liter turbo og 1,2 liter sugemotor. Begge motorer af den fine slags.
Senere kommer Swift i en Sport-version med 1,4 liter, 140 hestes motor.
Det bliver sjovt!
GIPHY App Key not set. Please check settings