Lamborghini i første racerløb i Danmark.

Superracer debuterer på Jyllandsringen

DTC-finalen er højdepunktet ved DM-finalen på FDM Jyllandsringen i weekenden 

Men det vil nok en god ide at være klar på lægterne, når starten går i Special Saloon Car-klassen. 

For her er to af vore udenlandske stjerner til start i et par heftige biler. Dennis Lind i en potent Lamborghini Huracan Super Trofeo Evo og Mikkel O. Petersen i en Porsche 991 GT3 Cup. 

Det er første gang en Lamborghini deltager i et dansk racerløb, og det er kommet i stand takket være Selected Car Group i Middelfart og Lamborghini Copenhagen. 

Vi har valgt at bruge motorsporten til at markedsføre Selected Car Group, og da huset primært handler med og om eksklusive biler og samlerbiler, så var det logisk at vælge en racer i den samme ånd”, fortæller direktør Ulrik Larsen. 

Dennis Lind kører i år i Lamborghini i Asian Blancpain og i den europæiske Super Trofeo, hvor også hans teamkammerat i DTC-teamet LM Racing, Frederik Schandorff, er på startlisten. 

Lamborghini Huracan Super Trofeo Evo yder 620 hestekræfter, så den skal få det til at dunke i FDM Jyllandsringens asfalt. 

Mikkel O. Pedersen har i år kørt en flot sæson i Porsche Super Cup med en femteplads i Monaco som højdepunktet. 

Imponerende Mikkels lave budget taget i betragtning. 

I weekenden stiller han op i en Porsche 991 Cup, som han har vundet flere i på de danske baner. 

I DTC har Dennis Lind udspillet sin rolle, og kampen om mesterskabet står mellem 2016-mesteren, Kasper H. Jensen, og sidste års vinder, Lasse Sørensen. 

Kasper H. fører mesterskabet inden finalen, og han skal være meget uheldig, hvis han ikke vinder DTC-mesterskabet tilbage. Men Lasse har ikke opgivet på forhånd og vil lægge maks pres sin modstander fra starten. 

Det bliver en gyserduel.

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Skriv en kommentar