John Nielsen erstatter HKH Prins Joachim i Aarhus

Super-John erstatter Prins Joachim

Hans Kongelige Højhed, Prins Joachim har meldt afbud til Classic Race Aarhus i weekenden. 

Han skal til 50-års fødselsdag hos storebror, Kronprins Frederik. 

”I forbindelse med H.K.H. Kronprinsens 50 års fødselsdag er min og min families deltagelse i fejringen påkrævet, og jeg kan ikke være på flere steder på én gang,” siger H.K.H. Prins Joachim, der er ked af, at han ikke kan deltage i årets løb.

”Overfor de mange frivillige vil jeg gerne udtrykke min anerkendelse af netop deres store uselviske indsats for at holde Classic Race Aarhus øverst på den danske race-himmel.”

Men den kongelige Lotus Cortina får ikke en fridag af den grund. Den skal i stedet køres af ingen ringere end Danmarks første Le Mans-vinder, John Nielsen. 

“Det bliver fantastisk at køre den historiske bil, som også Tom Kristensen har kørt race i,” siger John Nielsen til Vildmebiler.dk. 

Han har ikke kørt race siden 2014 i DTC, men det vil næppe tage mange sving, før rusten er banket af. 

“Jeg har fået besked på bare at gi’ den gas og ikke tænke så meget over, hvad der kan ske i et gaderæs, hvis sidespejlene ofre kommer i karambolage med betonklodserne, så det gør jeg selvfølgelig,” tilføjer Super-igen-John. 

Det bliver næppe særligt morsomt for Prins Joachim at sidde ved middagsbordet og tænke på, at hans elskede Lotus Cortina bliver kastet rundt om Mindelunden af en gæstekører. 

I kongelige kredse er det næppe god skik at liste mobiltelefonen frem under bordet og følge løbet på Tv. 

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Skriv en kommentar