Stor nedtur for Jan Magnussen ved GP DK

Stor DTC-nedtur for Jan Magnussen

Jan Magnussen er den kører i verden, der har deltaget i flest forskellige topklasser, og den kører i Europa, der har vundet flest løb. 

Herhjemme debuterede han i DTC for Peugeot Sport i 2001, hvor han var i team med ungdomskammeraten Jason Watt.  

Siden da har han været manden, der skulle slås og den store publikumsfavorit 

Jan Magnussen er synonymet med DTC. 

Skuffelser har der været få af, men i weekendens Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen var det ren nedtur. 

Det var opad bakke allerede i den indledende træning. Jan Magnussen kunne ikke få fart i bilen, og det blev ikke bedre i tidtagningen, hvor det blev til en firer i den første en syver i den anden. 

I Superpole 1 gik det helt galt, han blev nummer 11 og kom ikke videre til Superpole 2, hvor de fire bedste kæmper om startplaceringerne i det første løb. 

Og læs så her: Jan Magnussen udgår i alle søndagens tre løb. 

“Det har været min sportsligt værste og dyreste weekend nogensinde herhjemme,” sagde Jan Magnussen efter løbet til vildmedbiler.dk. 

Vi havde fået bakset bilen sammen til finalen, men skaderne på bilen var så mange, at det ikke gav mening at stille op,” tilføjer han. 

I de kommende dage skal Magnussen have bearbejdet skuffelsen ved Grand Prix Danmark, for den første weekend i september, skal han have alle sanser fintunet til næstsidste afdeling i GTLM-serien på Laguna Seca. 

Sammen med sin medkører, Antonio Garcia, skal Magnussen forsøge at fastholde føringen i mesterskabet. De har 269 point, bare fire foran Ford GT-kørerne Ryan Bricoe og Richard Westbrook.  

Finalen i det amerikanske mesterskab køres på Road Atlanta, Petit Le Mans, køres på Road Atlanta den 10.-13. oktober. 

Mellem de to sidste løb smutter Magnussen lige en tur til Monza for at følge sønnike Kevin i det italienske Grand Prix. 

Foto: Discovery Networks Danmark

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

1 Comments

  1. Der ser ud til at mangle et link her: Og læs så her: Jan Magnussen udgår i alle søndagens tre løb.

Skriv en kommentar