Stærkt udspil af Nicolaj Sylvest på Nürburgring

Stærkt udspil fra Nicolaj Sylvest

Unge Nicolaj Sylvest havde før denne weekend ikke siddet i en racerbil i to måneder. 

Men det var ikke til at se, da der blev kørt kvalifikationen til lørdagens afdeling i den tyske superserie, ADAC GT Masters, på Nürburgring, for med imponerende kørsel satte han sin Team Zakspeed BKK Mobil Oil Racing Mercedes AMG GT3 på pole position. 

Det betød, at danskeren skulle starte i bilen og efter en lidt kaotisk start, hvor han tabte et par placeringer, fik han kørt sig frem i front og kunne aflevere bilen til sin medkører, Kim-Louis Schramm, i spidsen af løbet. 

Men han kunne ikke følge op på Sylvests udspil og måtte udgå efter en kørerfejl. 

Der er et nyt løb søndag. 

Også BMWs juniorkører, Mikkel Jensen var til start, men der var ingen fart i bilen under kvalifikationen og han udgik i lørdagens løb. 

I den tyske ADAC Formel 4-serie, også på Nürburgring, var unge Frederik Vesti rigtigt i hopla. Han blev nummer tre i weekendens første og han vandt det andet. Tredie løb køres i morgen, søndag.

 

DTC var i dag hovednummeret ved Copenhagen Classic Grand Prix, og Dennis Lind sejrede i dagens kvalifikationsløb fra pole foran mesterskabsførende Kasper H. Jensen og Lasse Sørensen. 

 

British GT3 og 4 kører i weekenden på Brands Hatch, og det var ikke en opløftende dag for de tre danske kørere. Nicki Thiims teamkammerat satte bilen af i GT3-kvalifikationen, Marco Sørensens ditto var langsomst i samme kategori. Begge kører Aston Martin. 

Patrik Mathiassen starter fra sjette position i sin Ginetta i GT4. 

 

Jan Magnussen starter sammen med Antonio Garcia treer i GTLM på Road Atlanta efter to Ford GT, Patrick Long satte hans og Christina Nielsens Porsches 911 GT3 R på pole i GTD-klassen, mens David Heinemeier Hansson ikke blev noteret for en tid i sin Lexus GT3. 

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Skriv en kommentar