Skån miljøet; kør i vaskehal.

Skån miljøet: Kør i vaskehal

Miljøet er kommet højere på danskernes dagsorden. 

Vi er alle enige om, at vi sammen skal gøre noget for at redde verden fra at drukne i skidt og forurening. 

Men hvor meget ved vi egentligt om, hvad vi uden den store arbejdsindsats kan gøre? 

I hvert fald ikke meget når det gælder vask af bilen. 

Hver tredje dansker ved ikke, at det er langt mere miljøvenligt at vaske sin bil i en vaskehal end derhjemme. Viser en undersøgelse foretaget af Kantar Gallup for Q8. 

Og 51 pct. er uafklarede omkring eller ved ikke, at det er direkte ulovligt at udlede forurenet vand i kloakafløbet (såsom bilvask på gaden).  

40 pct. af de adspurgtes primære årsag til at vaske bilen er, at de skammer sig over, hvor beskidt den er. Og når det kommer til miljøaspektet viser undersøgelsen, at danske kvinder generelt er en smule mere miljøbevidste end de danske mænd. 15 pct. af kvinderne imod ti pct. af mændene mener nemlig, at det miljømæssige aspekt er det vigtigste ved valg af vaskehal.  

Undersøgelsen viser også at hele 36 pct. af danskerne vasker deres bil på gaden én eller flere gange om året, og 25 pct. af de adspurgte ved ikke, at der i den sammenhæng løber forurenet vand direkte ned i jorden. 

Ifølge Q8 er der også fortsat en del myter, der skal aflives, når det kommer til bilvask. Fx mener 18 pct., at det kan ridse lakken på bilen at vaske i en automatvask, Og så tror 24 pct. af de adspurgte ikke, at bilen bliver ren af at vaske med miljøvenlige produkter. 

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Skriv en kommentar