Tysk politi er klædt på til sommerferien

Så store er bøderne i Europa

Det er farligt, det er trættende, og det kan blive rigtigt dyrt bare at træde klampen ned og kun tænke på at komme frem til feriemålet, så hurtigt som muligt. 

Flere europæiske lande har nemlig justeret deres bødetakster for en lang række trafikforseelser forud for sommerens kør-selv-ferier.

Justeringerne betyder, at man i populære ferielande som Italien og Frankrig risikerer en bøde på henholdsvis 135 og 170 Euro, hvis du kører over 20 km/t mere end det tilladte. Og overstiger man den tilladte hastighed med 50 km/t, begynder bødetaksterne i støvlelandet ved 530 Euro, mens den i Frankrig er 1.500 Euro eller 11.250 kr.

Selvom bødetaksterne kan være ganske høje, er det muligt at få nedslag på forseelserne. I Spanien er der eksempelvis hele 50 pct. rabat, hvis man betaler på stedet eller inden 20 dage. I Italien er rabatten 30 pct. ved afregning inden for fem dage, mens man i Frankrig slipper med minimumstaksterne for en række forseelser, hvis man betaler enten på stedet eller inden for 15 dage afhængig af, hvad man får bøde for. 

Vælger du at betale på stedet, det hele eller en del af bøden, så husk at få en kvittering.

”Får man en bøde på ferien, skal man naturligvis betale den. Og selvom den først dukker op, når man er kommet hjem igen, skal man ikke regne med at kunne slippe for at betale. I dag kan de fleste EU-lande nemlig inddrive bøder direkte i Danmark. Derudover kan bøder på mere end 70 Euro inddrives via de danske myndigheder. Derfor er det en god idé at notere sig, hvad hastighedsgrænserne er i de forskellige lande, og om der gælder særlige regler. Eksempelvis vanker der i flere lande en bøde, hvis man ryger i bilen, og der er børn med. Under alle omstændigheder bør man altid køre efter reglerne. Det er godt for både trafiksikkerheden og ens feriebudget,” siger juridisk konsulent i FDM Dennis Lange. 

I Frankrig kan det være en god idé at være opmærksom på, hvor hurtigt man kører, for den 1. juli sænker landet nemlig den tilladte hastighed fra 90 til 80 km/t på større landeveje. 

Se hele oversigten over de europæiske bødetakster på www.fdm.dk 

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Skriv en kommentar