Rally-professor starter historisk løb

21/01/2015
1.464 Views

“Rallye Monte-Carlo Historique” starter den 29. januar, og ud af løbets 315 deltagende mandskaber er de syv og et halvt danske, og af dem har fem valgt at starte fra København, der er en af løbets fem startbyer.

Til at starte løbet, kommer ingen ringenere end en den legendariske “rally professor”, Rauno Aaltonen.
Den nu 77-årige finne har kørt rally for de fleste bilmærker med en historie i rally, og han har en imponerende liste af codrivere, herunder tidligere Ferrari-chef og nuværende FIA-præsident, franskmanden Jean Todt.

Eftersom hovedparten af Aaltonens karriere fandt sted i 1960’erne og 70’erne, figurerer han ikke højt på listen over mest vindende kørere, for VM i rally for mærker blev først opfundet i 1973, og VM for kørere kom til i 1979, hvor Aaltonen var 41 år og teknisk set over sin zenit.
Ikke desto mindre deltog han i udvalgte VM-løb i rally frem til 1987.
Aaltonen bærer tilnavnet “The Rally Professor”, fordi han, som en af de første, gik yderst videnskabeligt til værks, både når det gjaldt forberedelse og køreteknik.

Han er berømt for at have opfundet bremsning med venstre fod, en teknik der var med til at gøre de små Mini’er så uovervindelige i rally i perioden 1962-68. I dag bremser stort set alle rally- og racerkørere med venstre fod.
Under de ugelange, og ofte umenneskeligt hårde, rallyer i 1960’erne blev han kendt for at sige, at kunne man blot nå at sove i ét minut holdende foran en tidskontrol, ville man kunne klare tyve minutter til bag rattet.
To danske kørere, der ikke deltager i løbet i år, har velvilligt stillet deres Mini Coopere fra 1960’erne til rådighed for Rauno Aaltonen under hans ophold i København.

Det er dels den tidligere Monte-deltager Preben Kristoffersen fra Odder, der kommer med en grøn højrestyret Mini, dels FDM DASU Classic-køreren Kedde Wolter fra Lunderskov, der kommer med en rød venstrestyret Mini.
Præcis klokken 11 flager Rauno Aaltonen og Københavns kulturborgmester, Carl Christian Ebbesen, deltagerne af sted på den 3.000 kilometer lange tur til Monaco.

De største danske forventninger knytter sig til Toni Hansen fra Horsens og Per Brodersen fra Lem.
De stiller op for tredje gang i løbet, og efter placeringer som nr. 19 og 11 kan de tillade sig at have realistiske forhåbninger om at komme i top 10.
Deres Audi 80 GLE fra 1979 er gennemgået fra A til Z og yder nu over 150 hestekræfter, hvad der er en stor fordel i bjergene.
Et andet dansk hold, der klarede sig fornemt sidste år, er Hans Kolby fra England og Jan Østergaard fra Horsens. De blev nr. 21 i deres debut, og har i år valgt at starte fra Reims i deres Au2Parts Lancia Fulvia 1600 HF fra 1971, en bil der er bygget op helt magen til den Lancia, italieneren Sandro Munari vandt løbet med i 1972.

De håber også på at placere sig i top i dette års løb.
Bedst placerede danske hold gennem de sidste 10 år er Lars Bækkelund fra Horsens og Arne Pagh fra Middelfart. De blev nummer seks i 2010 i en Fiat 128 Coupé. Til rallyet i år har Lars Bækkelund, som er en yderst dreven kører, imidlertid anskaffet sig en Porsche 924 turbo fra 1979. Den vil have mange flere kræfter til at klare de stejle bjergveje. Hans codriver, Arne Pagh er en af feltets dygtigste.

Fra Vejle kommer Dansk Automobil Sports Unions formand Bent Mikkelsen med ny codriver, Kim Frandsen fra Odder, og ny bil, Ford Escort RS2000 fra 1977. Bent Mikkelsen er en meget erfaren kører i Monte, men er indtil nu hvert år gået glip af en topplacering på grund af tekniske problemer. Med sin nye pålidelige og kraftige Ford med over 150 hestekræfter håber Bent Mikkelsen på et problemfrit løb og en god placering, i hvert fald bedre end nr. 55, som er hans hidtil bedste.

Peter Karlsen fra Holbæk og Erik Rasmussen fra Ry er også et erfarent dansk mandskab, der plejer at klare sig godt i Monte.
De stiller i år op en den ene af Peter Karlsens historiske biler, en Volkswagen Golf GTI fra 1978, en bil, der er velegnet til det hårde løb.
De råder også over en kostbar Alpine Renault A110, men som Peter Hansen tidligere har udtalt, så vil han hellere miste sin Volkswagen, hvis uheldet skulle være ude på en glat bjergvej.

To far og søn-hold præger den danske indsats.

Fra Odense kommer Jens Gandrup og Kristian Flensbak i en Alfa Romeo Alfetta GTV fra 1977. Gandrup deltager for ottende gang, de fem var han codriver for Bent Mikkelsen, og nu kører han for tredje gang med sin søn.
De udgik i 2013, mens de lå som bedste danskere, og sidste år blev de nr. 56 efter at have ligget nr. 243 i starten af løbet. En god placering venter også på dem, hvis de kan undgå problemer.

Fra Allingåbro kommer vinderne af FDM DASU Classic 2013, det uofficielle danske mesterskab i historisk pålidelighedsrally, Henrik Møller-Nielsen og Martin Møller-Nielsen i en Volkswagen Golf GTI fra 1977.
Sidste år var Henrik Møller-Nielsen codriver i bilen, i år kører han selv, og han har sin talentfulde søn i navigatørsædet.
Martin Møller-Nielsen fylder i øvrigt 19 år samme dag som løbet starter, men han kan dog ikke modtage gratulationer, for holdet har valgt at starte fra Reims.

Det halve danske hold består af den i Monaco bosiddende dansker Henrik Bjerregaard, der er codriver for grækeren Antonios Lygakis.
De starter fra Torino i en Autobianchi A112 Abarth fra 1975. Det er Henrik Bjerregaards debut i løbet, og med den lille bil og de begrænsede erfaringer vil det være fornemt blot at gennemføre det hårde rally.

Fakta om Rallye Monte-Carlo Historique:
Det er ikke et hastighedsrally, men et pålidelighedsrally, hvor det gælder om mest præcist at overholde en given gennemsnitshastighed. For hvert sekund, man kommer for tidligt eller for sent forbi en hemmelig tidskontrol, tildeles man strafpoint. Gennemsnitshastighederne kommer aldrig over 50 kilometer i timen, men på en smal, snedækket bjergvej i mørke eller tåge er det en uoverkommelig opgave, og derfor fungerer visse dele af løbet som et hastighedsrally. Ingen kan overholde tiden, uanset om man kører i Porsche eller Autobianchi.

Rallye Monte-Carlo Historique starter fra København, Reims, Barcelona, Torino og Glasgow torsdag den 29. januar og slutter i Monaco onsdag den 4. februar efter 3.000 kilometers kørsel.

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Leave A Comment