To danskere har købt den vildeste Yaris.

Poul er glad: Får vildeste Yaris

“Den må jeg eje.” 

Poul Ellesøe fra Grenå var hurtig på tasterne, da Toyota sidste sommer åbnede for internetsalget af den ny rally-inspirerede Yaris GRMN med 212 hestekræfter. 

”Det øjeblik jeg fik nys om bilen, vidste jeg, at den måtte jeg bare have. Jeg har i lang tid været stor fan af Yaris-linjen og har tidligere også ejet andre specielle Yaris’er, så derfor var jeg ret begejstret, da den nye blev offentliggjort”, fortæller han. 

Toyota har begrænset produktionen til blot 400 stk. til det europæiske marked, så derfor gik der heller ikke engang 48 timer, før der kunne melde udsolgt.  

Poul Ellesøe har samme med en anden dansk Toyota-entusiast hver lagt 450.000 kr., for at blive ejer af den unikke bil, der bliver bygget på Yaris-fabrikken i Nordfrankrig, hvor 20 af de dygtigste og særligt udvalgte medarbejdere mere eller mindre håndbærer bilen gennem produktionslinjen. 

Hver gang Yaris’en bliver udstyret med en specifik GRMN-udstyrsdel, træder en af de 20 medarbejdere til og erstatter den normale Yaris-medarbejder for at sikre, at bilen lever op til den højeste GRMN-standard. 

Kraftværket i den vilde Yaris er en 4-cyl. 212 hestes turboladet 1,8 liter motor, den vejer 1135 kg og accelerer fra stående til 100 på 6,3 sekunder. Topfarten er elektronisk begrænset til 228 km/t. 

Yaris GRMN leveres kun i racing-farverne hvid, rød og sort med hvid lakering og røde og sorte designdetaljer. For at fremhæve det rå look fra rallybilen pryder en sort frontgrill i honeycomb-design Yaris GRMN, mens bagspoiler, 17” BBS alufælge og ikke mindst specielle, hvide racing bremsekalibre fuldender det udvendige sportslige udtryk.

Indvendigt fortsætter den sportslige stil med GRMN-logoet broderet ind i de integrerede nakkestøtter. Rattet er hentet fra sportsvognen GT86, aluminiumsdetaljer præger gearknop, pedaler og rat, mens den sorte motorstartknap med GAZOO Racing-logo tilfører kabinen den helt rette stemning. 

Den potente Yaris GRMN er produceret i samarbejde med Toyotas motorsportsafdeling, Toyota GAZOO Racing, hvilket forklarer noget af det specielle navn GRMN. Det står nemlig for Gazoo Racing tuned by Meister of Nürburgring. 

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Skriv en kommentar