Porsche Speedster – GT3 uden tag

Porsche har lige rundet de 70 år, og i den forbindelse blev de begavet med en; Porsche 911 Speedster Concept. 

En køreklar konceptbil, nutidens svar på Porsche 356 ”Nr. 1” Roadster, som blev typegodkendt den 8. juni 1948. 

911 Speedster Concept er udviklet hos Porsches motorsportscenter, hvor også 911 GT2 RS og senest GT3 RS er bygget. 911 Speedster Concept giver et fingerpeg om en mulig serieproduceret model, som kunne blive præsenteret i 2019.  

Beslutningen herom vil blive taget i de kommende måneder. 

Gid det måtte ske!

Under karrosseriet er 911 Speedster Concept spækket med topmoderne komponenter. Undervognen stammer i princippet fra 911 GT3, og de imponerende højglanspolerede 21” fælge i Fuchs-design er for første gang udstyret med centermøtrik. 

Udstødningssystemet med titanium afgangsrør og drivlinjen inklusive manuel 6-trins gearkasse kommer fra GT’erne. Den sekscylindrede omdrejningsvillige boxermotor yder over 500 hk. 

Helt i tråd med den historiske original er 911 Speedster Concept ikke med kalesche, men bare med et dækken til at trække over kabinen, når den holder parkeret. 

Når du kører i regnvejr blæser vandet henover kabinen, hvor du hverken finder radio, navigationssystem eller klimaanlæg.  

 

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Skriv en kommentar