Så meget koster bøderne i Europa

Pas på: Så høje er bøderne på ferien 

Det kan blive dyrt at få en hilsen fra det lokale politimed hjem fra ferien!

Det viser en ny oversigt over bødetakster i Europa.

Taksterne varierer fra land til land, og det kan være en jungle at finde rundt i.

Derfor har FDMs tyske søsterklub ADAC lavet en oversigt over bødestørrelserne i 31 europæiske lande.

Dyreste land at forbryde sig mod færdselsloven i er Norge. Ryger speedometernålen her op på 20 km/t mere end det tilladte, koster det fra 420 euro (cirka 3.125 kr), mens en hastighedsoverskridelse på 50 km/t koster fra 940 euro (cirka 6.995 kr).

Taksten for at køre over for rødt eller at overskride et overhalingsforbud ligger på 600 euro (cirka 4480 kr.).

Selvom bødetaksterne i flere lande kan være ganske høje, er det muligt at få rabat på forseelserne.

I Spanien er der eksempelvis hele 50 procent rabat, hvis man betaler inden 20 dage.

I Italien er rabatten 30 procent ved afregning inden for fem dage, mens man i Frankrig slipper med minimumstaksterne for en række forseelser, hvis man betaler inden 15 dage.

”I de fleste europæiske lande kan politiet opkræve hele eller dele af en bøde på stedet. Det er der mange, der ikke er klar over. Derfor er det en god idé altid at have lidt kontanter med sig i bilen. Betaler man på stedet, er det også vigtigt at huske at få en kvittering med,” siger jurist i FDM, Dennis Lange.

Har man fået en bøde på ferien, kan man risikere, at bøden først kommer, efter man er kommet hjem igen.

Får man en rudekuvert, skal man altså naturligvis betale den. Kan bøden ikke inddrives igennem de danske myndigheder, er det ikke usædvanligt, at den udenlandske myndighed forsøger at inddrive den af anden vej. Eksempelvis igennem et inkassobureau.

Læs den samlede oversigt over bødetakster i Europa på FDM.dk

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Leave A Comment