Pas på billige autostole

24/10/2014
652 Views

Du skal være på vagt og ikke fedte med pengene, når du køber autostole til det dyrebareste af alt, dine børn.

En test foretaget af FDM i samarbejde med en række europæiske bilistklubber viser nemlig, at sikkerheden i billige autostole er alt for ringe og mængden af skadelige stoffer alt for stor.
FDM går så vidt at advare imod dem.

Af de 11 testede autostole, der alle koster omkring 500 kr., dumper mere end halvdelen, mens fire lige akkurat består. Kun én stol klarer sig samlet overbevisende.
Ikke mindst på sikkerheden klarer flere af testens stole sig problematisk ringe. Særligt i forhold til sidekollision, hvor beskyttelsen næsten er helt fraværende. Det skyldes, at flere af autostolene er konstrueret til at kunne følge barnet i flere år. Undervejs tilpasses stolen barnet ved eksempelvis at afmontere rygbeskyttelsen.

”Vi har gennem de senere år set, hvordan kvaliteten af autostole generelt er blevet bedre. Det er bestemt ikke tilfældet her. Tværtimod illustrerer testen, at ideen med at lave en autostol, der løbende tilpasses barnet, så det til sidst kun sidder på en selepude, er en dårlig løsning, vi på ingen måde kan anbefale,” siger FDMs biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen om lavprisstolene, der typisk handles i netbutikker og enkelte supermarkedskæder.

Et andet parameter, som autostolene falder igennem på, er på indholdet af skadelige stoffer. Her dumper hele otte af stolene, mens de resterende tre får anmærkninger for let forhøjet indhold af uønsket kemi som ftalater, farvestoffer og flammehæmmere.

”Siden vi i 2011 begyndte at teste for skadelige stoffer i de dele af autostolen, barnet er i kontakt med, er det lykkedes de fleste producenter stort set at fjerne stofferne fra stolene, hvor de ikke har noget at gøre. Derfor er det også både bekymrende og skuffende at se, hvor dårligt autostolene i segmentet her klarer sig,” fortæller  Søren W. Rasmussen og tilføjer:
”Man må aldrig gå på kompromis med sikkerhed. Desværre er det, hvad stort set alle testens stole gør. Derfor er det bedste råd at købe en autostol, der passer til barnets størrelse, og som passer til bilen, og i øvrigt sørge for at få den nødvendige instruktion i brug af stolen.”

Læs hele testen og se alle resultaterne for de enkelte stole på www.FDM.dk/autostole

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Leave A Comment