Danske racerkørere får ny liga

Nyt mesterskab til racerkørere

Elbiler, brintbiler, selvkørende biler. 

Du kan lige så godt vænne dig til det. De kommer! 

Du kan også godt indstille dig på, at motorsport i fremtiden også dyrkes i stor stil hjemme i stuerne fra et racersæde, pedaler , en computer og en stor skærm på væggen. 

Her taler vi om eSport Racing, der udvikler sig med eksplosiv fart over hele verden. Her kan du dyste med entusiastiske motorsportsfans, computerspillere, gokart- og bilsportskørere på lige vilkår online. 

Fra amatører til Formel 1-kørere. 

Spiludviklere har de sidste ti år fået skubbet udviklingen i en retning så virkelighed og simulation flyder sammen. Med laserscannede baner og biler som er udviklet i direkte samarbejde med fabrikkerne, tilbyder denne form for eSport også en god mulighed for at lære nye baner at kende, før eventuel deltagelse i virkelighedens løb.

Blandt mange danske computerracerkørere er den regerende DTC-mester, Lasse Sørensen, Team Flexleasing.nu/Strøjer Tegl. 

“For både gokart- og bilsportskørere er det en både sjov og lærerig måde at holde sig skarp på. De virtuelle racerløb ligner meget virkelighedens og især evnen til at holde fokus, køre stabilt og hurtigt kan trænes ved at køre med i de løb, som eSport Racing tilbyder,” fortæller han. 

Lasse Sørensen, der skal være helt skarp i DTC-finalen i starten af oktober, hvis han skal genvinde titlen, kan nu glæde sig over, at han som de andre computer-kørere får Danmarks første eSport Racing-liga, Danish eSport Racing Championship (DERC) at deltage i.  

Hovedserien i Danish eSport Racing Championship køres i spillet iRacing. I ligaens første sæson kører alle deltagere i samme bil, Audi R8 LMS Cup, med identisk setup. Alle løb vil have løbsrevision som efterfølgende kan afgøre eventuelle klager. Der er lagt op til tæt ræs blandt deltagerne som kommer til at gæste seks baner i løbet af vintersæsonen.

“Det er vigtigt at afviklingen er så tæt på virkeligheden som muligt og vi er derfor glade for samarbejdet med DASU. Det er en blåstempling af ligaen at vi allerede på nuværende tidspunkt kan gøre mesterskabet til det første officielle mesterskab i simracing,” fortæller frontløberen for eSport Racing Danmark, Thor Qualmann.   

Danish eSport Racing Championship er åben for deltagelse for både simracere og racerkørere. Med muligheden for at køre flere løb samme aften, kan op til 30 biler deltage på hver server.  

Serveren med de hurtigste kørere bliver livestreamet, så det bliver muligt at følge løbene live på nettet. 

Tilmeldingen til Danish eSport Racing Championship åbner den 1. oktober 2018. Find mere information på www.esport-racing.dk  

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Skriv en kommentar