Nygaard mod nye mål

14/10/2014
1.406 Views

International WEC-vinder, hurtigste GT-kører på Le Mans i år og på fabrikskontrakt hos Young Driver Aston Martin Racing. Kan du gætte navnet?
Næppe, for 28-årige Christoffer Nygaard er den ukendte danske racerstjerne.

Men det skal vi have ændret på, for Christoffer fortjener stor opmærksomhed for det, han laver.

Han er ansat af Young Driver Aston Martins danske ejer, Jan Struve, men lejet ud til den canadiske rigmand, Paul Dalla Lana, som også kører med en Aston i WEC-serien.

”Paul er en spændende mand at køre for og en mand med store og mange planer,” fortæller Christoffer Nygaard til vildmedbiler.dk.

En af planerne er næste år at køre i amerikanske TUDOR United SportsCar Championship med op til tre Aston Martin-racere.

Og med i disse planer er Christoffer Nygaard..

”Jeg har talt med Paul om projektet, og han svarede på min interesse med et stort smil. Det tolker jeg som noget positivt. Den amerikanske GTLM-serie (her kører også Jan Magnussen og Michel Christensen, red) tiltaler mig meget, og jeg tror også, at der kan være gode penge at tjene i USA,” siger Christoffer, der debuterede i serien i Petit Le Mans på Road Atlanta for Turner Motorsport i GTD-klassen (svarer til den europæiske GT3-klasse, red). Blev nummer fire.

Men også WEC står på Nygaards 2015-ønskeliste og selvfølgelig Le Mans.

Christoffer Nygaard er ratet som såkaldt sølv-kører, mens hans mange gode resultater vil med sikkerhed gøre ham til guld-kører næste år.

”Det er lettere at få et sæde som sølvkører end som guldkører, men jeg føler mig godt rustet til at træde et skridt opad,” slutter Gentofte-drengen, der ogsåhar  vundet et WEC-løb og har været på podiet yderligere tre gange i år.

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Leave A Comment