Nu kan du købe den ny Toyota Supra på nettet

Ny Toyota Supra sælges på nettet – nu

Den ny Toyota Supra har været længe undervejs, meget længe. 

Men nu kommer den! Til levering i 2019. 

Præsentationen sker samtidig over hele verden, hvilket betyder, at der kun kommer 900 til Europa, og at interesserede skal være helt fremme i skoene for at bliver ejer af en af de få, der kommer til Danmark. 

“Vi giver interesserede muligheden for allerede nu at reservere en bil, og dermed komme med opløbet om at være en af de første danske ejere af den nye Supra,” siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark. 

Selve reservationen foregår udelukkende online. Så for at komme med i opløbet om en af de første udgaver skal man klikke sig ind på Toyota Danmarks særlige Supra-side på toyota.dk/supra. Her skal man udfylde sine personlige informationer samt betale 15.000 kr. i depositum. 

Pengene bliver modregnet i bilens endelige pris, og man har mulighed for at fortryde sin reservation, så længe man ikke har underskrevet en købsaftale, og depositummet på 15.000 kr. vil i så fald blive tilbagebetalt. 

Mens den nye Supra første gang vises frem uden forklædning den 14. januar i forbindelse med North American International Auto Show 2019 og nærmere specifikationer ved samme lejlighed afsløres, vil priserne blive offentliggjort lidt senere.  

Når både priser, specifikationer og det endelige design er kendt, vil de første heldige danskere blive kontaktet direkte af Toyota med henblik på at underskrive en endelig købsaftale. 

Et af kendetegnene ved Supra har altid været frontmotor og baghjulstræk. Fjerde og hidtil seneste generation, der blev introduceret i 1993, var den hidtil mest kraftfulde Toyota nogensinde med sine 330 hestekræfter. Den står også som en af de mest succesfulde i motorsport, da den hele fire gange vandt GT500-klassen i det japanske GT Racing mesterskab – i dag kendt som Super GT-serien. 

Den ny Supra fortsætter i samme stil som tidligere generationer med frontmotor og baghjulstræk samt en rækkesekser, der yder over 300 hestekræfter.

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Leave A Comment