Opel Insignia er ventet

Ny Opel Insignia med monsterplads

Siden 2013 er det kun gået en vej for Opel i Danmark.

Fra en markedsandel på 3,6 pct. i 2013 til 6,3 i år.

Men det stiller ikke den danske importør tilfreds. Målet for 2017 er otte procent.

Og med seks model-lanceringer er der håb om, at målsætningen nås.

Lige nu lancerer Opel Mokka X, SUV’en Zafira og Corsa Van.

I anden kvartal næste år kommer CUV’en Crossland X, Karl Rocks og den meget ventede ny Insignia i 5-dørs og Sport Tourer.

Der er ikke offentliggjort meget om den ny Insignia, men pressechef hos Opel Danmark, Erik Morsing, kunne på et pressemøde på Hinsgavl ved Middelfart afsløre, at den rummæssigt har lige så meget at tilbyde som Skoda Superb.

Og det siger ikke så lidt.

Sidst på året præsenteres Insignia Cross Tourer 4×4 og storebroderen til Crosland X, Grandland X.

De to CUV’er er kompakte og høje biler og dermed passer de i et af de segmenter med største vækst på det europæiske bilmarked.

Fra 2007 til i dag er segmentet for kompakte SUV og CUV vokset fra syv til i dag 20 procent af totalmarkedet for passagerbiler i Europa.

Ombygningen af Corsa til gule plader er blevet godkendt af fabrikken i Tyskland, og Corsa Van er dermed klar til salg i Danmark.

Det samme gælder den ny Zafira.

Corsa Van koster i Essentia versionen med 75 hk benzinmotor 72.086 kr. eks. moms. Den bedre udstyrede Enjoy version koster 79.695 kr. eks. moms.

En spændende nyhed er, at man nu kan få Corsa OPC som van med 207 hk til 211.874 kr. inklusive moms.

På hvide plader koster den 293.290 kr.

Også den ny Zafira er også klar til salg som Flexivan på gule plader samtidig med introduktionen af bilen på hvide plader.

Her begynder priserne ved 203.333 kr. for en Enjoy 1,6 CDTI med 120 hk. Største motor til Zafira Flexivan er en 2,0 CDTI på 170 hk, der med Enjoy udstyr koster 237.506 kr. plus moms.

Merprisen for en bedre udstyret Innovation er ca. 25.000 kr. plus moms. Her er LED forlygter, fuldautomatisk klimaanlæg, 17” alu-fælge, mørktonede ruder bag og parkeringsassistance standardudstyr.

Foto: Sådan kan den ny Opel Insignia komme til at se ud.

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Skriv en kommentar