Alfa Giulia med power og udstyr.

Ny Alfa Giulia spækket med udstyr

Alfa Romeo udvider Giulia-serien med en ny topversion, en Veloce TI med power, udstyr og firehjulstræk.

TI er en forkortelse af Turismo Internazionale og navnet på en motorsportsklasse. Hos Alfa Romeo er det en udstyrsbetegnelse, som har været brugt siden 50’erne og altid præget versioner med et sportsligt udstyr, høj ydelse og de bedste køreegenskaber.

Den ny Giulia Veloce TI er med sine 280 hk og Q4 firehjulstræk ingen undtagelse.

Du får lige et uddrag ud af udstyrslisten: Sorte 19” alu-fælge, Xenon gasforlygter med aktivt kurvelys, stor skærm med navigation, DAB og Apple Carplay, skifte-paddles i aluminium, kulfiber-beklædninger på instrumentbordet, læderbeklædt instrumentbord, oplyst Alfa Romeo-logo i dørtrinslisterne, parkeringssensor for og bag, parkeringskamera, nøglefri adgang, adaptiv fartpilot, specifikke 8-vejs el-justerbare sportssæder med læder/Alcantara indtræk, varme i rattet og meget mere.  

Giulia Veloce TI byder faktisk på så meget standardudstyr, at kun ganske få ting som en kulfiberpakke med hækspoiler og sideskørter i kulfiber kan tilkøbes som ekstraudstyr.

Giulia Veloce TI leveres med en 2-liters benzinmotor med direkte indsprøjtning med som nævnt 280 hk. Det giver en topfart på 240 km/t, og den går fra 0-100 km/t på bare 5,2 sek. De dynamiske og sportslige køreegenskaber understreges af kombinationen af avanceret Q4 firehjulstræk og en ottetrins automatgearkasse, der sikrer lynhurtige gearskift. Der er desuden mulighed for ekstra underholdning ved selv at skifte gear via de let betjente og meget elegante skifte-paddles i aluminium bag rattet.

Det smarte Q4 firehjulstræk betyder, at Veloce TI som udgangspunkt er baghjulstrukket, men fristes man til sportslig kørsel i sving, eller køres der i vådt eller fedtet føre, kan op til 60 pct. af motorens trækkræft overføres til forhjulene på millisekunder, hvilket sikrer køreglæde på et meget højt niveau.

Den nye Giulia Veloce TI koster 749.000 kr. og beskatningsgrundlaget som firmabil er 634.000 kr.

Samtidig med introduktionen af den nye Giulia Veloce TI har Alfa Romeo opdateret det øvrige Giulia modelprogram og introduceret en ny 190 hestes dieselmotor. De populære og meget veludstyrede Edizione versioner fortsætter i programmet og byder bl.a. på navigation, Apple Carplay, Xenon gasforlygter, adaptiv fartpilot og meget mere som standardudstyr.

___________________________________________________________________________________

Priser og modelprogram:

Benzin:

Alfa Romeo Giulia 2.0 Turbo 200 hk. Aut. Edizione 449.000 kr.

Alfa Romeo Giulia 2.0 Turbo 280 hk. Aut Q4 Veloce 645.000 kr.

Alfa Romeo Giulia 2.0 Turbo 280 hk. Aut Q4 Veloce TI 749.000 kr.

Alfa Romeo Giulia 2.9 V6 BiTurbo 510 hk. Aut. Q 1.435.000 kr.

Diesel:

Alfa Romeo Giulia 2.2 Diesel 190 hk. Aut. Edizione 467.000 kr.

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Skriv en kommentar