Mercedes fartmonster til hverdagsbrug

Monster Mercedes AMG til hverdagen

Klædt på til racerbanen, men komfortabel som en limousine. 

Mercedes-AMG GT 4-dørs coupé er banebrydende med sportsvognspræstationer og komfort, der gør den brugelig i hverdagen. 

Lad mig gå lige til sagen, til motoren: Den mindste V8-udgave, coupé 63, er med 585 hk, mens topudgaven, coupé 63 S 4MATIC+ leverer hele 639 hk og et brutalt moment på 900 Nm.  

Det rækker til en 0-100-tid på imponerende 3,2 sekunder, mens speedometernålen først stopper ved 315 km/t.  

De mange kræfter sendes ud til alle fire hjul igennem det nyudviklede dynamiske firehjulstræk, 4MATIC+, som fordeler kræfterne mellem for- og baghjul variabelt.  

Det giver føreren fordelene ved firehjulstrækkets faste greb i asfalten ved kraftig acceleration og igennem sving med høj fart, samtidig med at baghjulstrækkets sportslige dynamik bevares, når Drift-indstillingen i køreprogrammet RACE vælges. 

Når du sætter dig i førersædet, møder du et fladbundede AMG Performance-rat i enten nappalæder eller mikrofiber og udsigt til standardudstyr, som blandt andet omfatter Widescreen Cockpit, Burmester surround sound, Ambiente kabinebelysning i 64 farver.

Et fartmonster som denne kræver sublime lygter og med de intelligente Multibeam LED-forlygter, føles nat som dag.  

En fræk detalje. Fra rattet kan lydniveauet på AMG Performance udstødningssystemet styres efter førerens ønske via de digitale knapper, som også bruges til at vælge køreprogram. 

Kombinationen af de markante luftindtag under de smalle LED forlygter, de muskuløse bølger i motorhjelmen og ikke mindst den dybe rumlen fra V8’eren gør intet for at skjule, at den smukke coupé fra Affalterbach er garant for rendyrket performance i verdensklasse. 

Mercedes-AMG GT 4-dørs 63 4MATIC+ og Mercedes-AMG GT 4-dørs 63 S 4MATIC+ kan nu bestilles i Danmark med levering til efteråret. Priser fra 2.920.400 kr. 

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Skriv en kommentar