McLaren med 986 heste

24/10/2014
907 Views

McLaren har offentliggjort flere detaljer om GTR, en racerversion af P1 supersportsvognen.
“World greatest track car”.

Kewin Magnussens arbejdsgiver fortalte første gang om GTR-versionen i juni, men detaljerne den gang var få. Kun antallet af hestekræfter slap ud, men bare det fik hjertet til at pumpe nogle ekstra gange: 986 hestekræfter, ja, du læste rigtigt; 986 heste.

Nu har McLaren vist og fortalt os lidt mere, nemlig at den takket være massiv brugt af kulfiber er lettet 90 kg i forhold til gadeversionen, og at sæderne er DTM-style med seks-punkt racersele og HANS nakkebeskytelse.

En interessant detalje er rattet, der er baseret på det, der sad i Formel 1-raceren MP4 23, som med Lewis Hamilton vandt verdensmesterskabet i 2008. Betjening af de mange knapper er optimeret, så de kan betjenes uden at flytte hånden fra rattet og selv om køreren er iført fullface styrthjelm. IPAS og DRS knapperne er kke uventet også placeret der.

Det oplyses også, at klimaanlæg bliver standard – som i GT3-racere – da det ventes, at mange købere vil bruge bilen varmt klima i fx mellemøsten.

GTR-versionen har 83 heste flere end en gadeversionen takket være fintuning af 3.8-litre V8 twin-turbo-motoren og hybrid-systemet, der kendes fra Formel 1 og Le Mans LMP1-prototyperne.

Uden at skulle tage hensyn til de regler, der gælder for gadebiler, har McLaren udstyret P1 GTR med en monster bagvinge, der vil give en ordentlig omgang downforce.

Med købet af P1 GTR, der koster 1.98 mio. pund, følger et kørerkursus, der skal optimere køberens evner og fysiske formåen, samt træning i simulator og test på ikke færre end seks forskellige internationale racerbaner.

Testarbejdet med det ny fartvidunder er allerede igang på forskellige baner, og den ventes at gå i produktion i juni næste år, når den sidste af de 375 P1 gadebiler ruller ned fra samlebåndet på McLarens produktionsfaciliteter i Woking.
Billederne er taget under testarbejde i Bahrain.

Bare kom an Bugatti!!!

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Leave A Comment