Marco Sørensen skal køre Le Mans

Marco Sørensen skal køre Le Mans!

14/01/2015
1.105 Views

GP2-køreren Marco Sørensen går nu mountainbike træningskammeraten Tom Kristensen i bedene. 

Nordjyden skal køre hele WEC-serien, dermed også Le Mans, for danske Young Driver AMR – sammen med Nicki Thiim og Christoffer Nygaard.

Med Saxo Bank som sponsor.

“Jeg er utroligt glad for at komme med i Young Driver-teamet, og komme ud at køre FIA World Endurance-mesterskabet med danske teamkammerater,” siger Marco Sørensen. 

Hans mål er stadig Formel 1, men mener ikke, det vil skade hans chancer at køre GT-racing.

“Det vil kun hjælpe mig at blive en hel racerkører, så jeg ser det kun som en fordel.” 

Marco Sørensen skal efter hvad vildmedbiler.dk erfarer også i år køre GP2, og med 10 løb der og otte i WEC, plus træning, bliver det en benhård sæson.

Og heldigt for Marco er der ikke løbssammenfald.

Nicki Thiim, der var med til at køre sejren hjem for Young Driver AMR på Le Mans sidste år, er også i år knytter til Audi på en professionel kontrakt, og det kan betyde, at han må melde afbud til nogle af løbene i WEC. 

Hvor mange ved Jan Struve endnu ikke, men Le Mans og et WEC-løb ligger helt fast.

“Vi kan køre alle løb med undtagelse af Le Mans med to kørere, så det bliver ikke noget problem at undvære Nicki ind imellem,” siger Jan Struve til vildmedbiler.dk

“Jeg glæder mig til at prøve kræfter i GTE pro-klassen, og jeg glæder mig til at køre sammen med Marco Sørensen,” siger Nicki Thiim.

Young Driver rykker i denne sæson fra GTE-Am, som de vandt sidste år, til den skrappeste klasse, GTE Pro. Her hvor de skrappeste kørere deltager.

“Vi syntes, det er det rigtige tidspunkt at øge satsningen efter VM-sejren sidste år,” siger teamejer Jan Struve. “Det er en udfordring nu at skulle bide skeer med de store, men vi er absolut klædt godt på.” 

Young Drivers Aston Martin er sendt på fabrikken til opdatering, så den er klar til den første træning i staren af marts.

“Arbejdet vil primært handle om optimering af brændstofforbruget, aerodynamikken og sikkerheden” fortæller Jan Struve.

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Leave A Comment