Jan Magnussen i Corvette i USA

Magnussen før Daytona: Ekstremt hårdt

21/01/2015
695 Views

Seks kilometer med flade hårnålesving og hurtige kurver med ekstreme hældninger.

I 24 timer.

Daytona Speedway er en hård nyser.

“Den er faktisk hårdere end Le Mans, da banen ikke har en eneste sektion, hvor man kan slappe lidt af, som fx på Mulsanne-strækningen, hvor det går lige ud et godt stykke tid,” fortæller Jan Magnussen fra USA. 

En ekstra stressfaktor er de mange biler, der er på banen samtidig.

“Det er vildt udfordrende, både for kørere og materiellet,” tilføjer Magnussen. 

24 Hours of Daytona er et af Nordamerikas mest legendariske motorløb, og Daytona International Speedway er en ærkeamerikansk ovalbane. Til 24-timersløbet er ovalen imidlertid brudt og tilføjet en indre sektion med både højre- og venstresving.

10 gange har danskeren deltaget, men han har aldrig vundet, og det irriterer ham.

Sidste år fik bilen problemer i pitlane forud for starten, og han måtte starte fra pitten.

Heller ikke i selve løbet var heldet med Magnussen og hans makkere. Halvvejs igennem satte køleproblemer en stopper for festen, mens søsterbilen blev ramt af problemer med gearkassen.

Ingen af Corvetterne fuldførte således løbet i 2014.

“Men nu skal det være, og jeg føler, at vi er topklar til starten på lørdag (20.10 dansk tid, red.), siger Magnussen. 

Hele Corvette-teamet var for to uger siden samlet på Daytona-banen i Florida for at teste og træne, akkurat som TUDOR-mesterskabets øvrige teams. Her brillerede Jan Magnussen med at være hurtigste Corvette-kører og tredje hurtigste mand i GTLM-klassen.

“Vi havde en god weekend, hvor vi fik afprøvet forskellige ting, og vi er meget bedre forberedt på løbet end sidste år, hvor vi kom til Daytona med en helt ny racerbil. Vi starter ikke fra nul i år,” forklarer han. 

Det er endnu svært for Magnussen at udtale sig om, hvordan de gule Corvetter ligger i forhold til de konkurrerende teams i GTLM-klassen, der til årets første løb tæller biler fra både Porsche, BMW, Aston, Martin og Ferrari.

“Som sædvanlig ved vi ikke, hvor hurtige vi er, før kvalifikationen er overstået. Først dér giver alle teams sig hundrede procent,” slutter han. 

Ligesom i 2014 er det Jan Magnussen, som har fået til opgave at kvalificere den gule Corvette C7.R #3, hvilket finder sted torsdag eftermiddag lokal tid.

Sejrherrerne i de forskellige klasser i 24-timersløbet på Daytona for bl.a. et kostbart Rolex-ur som belønning, og det vil Magnussen pokkers gerne vinde.

I sit elvte forsøg.

TIDSPLAN FOR 24 HOURS OF DAYTONA: 
OBS! Danske fans kan følge Jan Magnussen og Corvette C7.R #3 live på Motors TV, FOX Sports samt via www.imsa.com

Torsdag 22. januar 
09.25 (15.25 dansk tid) — Træning 1
13.20 (19.20 dansk tid) — Træning 2
16.25 (22.25 dansk tid) — Kvalifikation (GTLM)
18.30 (00.30 dansk tid) — Træning 3

Fredag 23. januar 
11.25 (17.25 dansk tid) — Træning 4

Lørdag 24. januar 
14.10 (20.10 dansk tid) — RACE (24 timer)

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Leave A Comment