Pak feriebilen med omtanke.

Løse genstande i bilen kan dræbe

I Vildmedbiler.dks miniserie om feriebilen er vi kommet til pakning af bagagerummet.

Og det er måske det allervigtigste, for noget så uskyldigt som en løs vandflaske kan give store skader ved en kraftig opbremsning eller et sammenstød. 

En flaske med en halv liter vand får nemlig en kraft, der svarer til 55 kilos tryk, hvis der bremses hårdt op ved 110 kilometer i timen.  

En simpel termokande på 1,5 kg rammer med en kraft svarende til hele 180 kg, hvis man kolliderer med 100 km/t, og en iPad rammer ved et sammenstød med samme kraft som en 50 tommer fladskærm allerede ved 50 km/t. 

Det er konklusionen på doktorafhandling fra Norge. Den fortæller, at mange passagerer, som ellers ville være sluppet uskadt fra en ulykke, pådrog sig alvorlige skader på hoved og overkrop som følge af løse genstande.

I nogle tilfælde med døden til følge. 

Derfor opfordrer Dansk Autohjælp danskerne til at have fokus på, at løse genstande i bilen kan blive til farlige projektiler til fare for både chauffør og passagerer. 

Vildmedbiler.dk opfordrer samtidig alle ejere af stationcars og SUV’er til at montere et sikkerhedsnet mellem bagsædet og bagagerummet til at fange løse genstande. 

Det er i det hele taget vigtigt at pakke bilen rigtigt. Brug fx lommerne bag på førersædet til legetøj og iPads og læg ikke løs bagage øverst i bagagerummet.  

En tommelfingerregel ved pakningen før afrejsen lyder, at genstande som du ikke ville have i hovedet fra 3. sals højde, skal fastgøres i bilen. 

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Skriv en kommentar