Sjælden "Badehotel"-bil på auktion

Kør som hr. Molin i “Badehotellet”

Kan du se dig selv og din hustru køre ud i det danske sommervejr i en sjælden Chevrolet Master Deluxe 3,2 Cabriolet fra 1933, den Molin-parret ankom i til “Badehotellet” i sidste afsnit. 

Nikker du ja, så kan vi fortælle dig, at den unikke bil kommer på auktion hos Campen Auktioner den 25. maj. 

Ejeren af bilen, Søren Sørensen, købte bilen fra et dødsbo for cirka tre år siden, hvor den før har haft den samme ejer igennem mange år.

“Det der er fantastisk og specielt ved denne bil er, at det er en usædvanlig velkørende og sjælden bil, der fremtræder i perfekt stand. Jeg har ikke mødt andre biler, der hedder Master Deluxe Cabriolet i Danmark, så det er en unik bil, der kommer under hammeren fortæller Søren Sørensen og fortsætter: 
 
“Her får man mulighed for at investere i en skøn og gammel veteranbil, der kun vil stige i værdi, og som er perfekt til udstillinger og hyggeture. Bilen fremstår med en flot farvekombination og gamle originale sorte emalje-nummerplader.” 

Det er Campen Auktioner, der afvikler den eksklusive specialbilauktion i Vodskov nær Aalborg, hvor mindst 27 unikke og sjældne biler kommer under hammeren.

Blandt andre spændende biler Ferrari GTB Turbo Intercooler, 1987,  Jaguar MK 2, 3,4, 1968,  Porsche 996 Turbo 3,6, 2002,  Ford Mustang 4,7 V8 Cab., 1965,  Mercedes 450 SL, 1979,  Morris 8, Two Seater Sports Tourer, 1934, MG C Roadster 3,0, 1969,  Jaguar D-type replika, 1973/1954,  og mange andre vildt flotte biler.

Du kan se og læse om dem alle på https://campenauktioner.hibid.com/catalog/125539/1900-fysisk–eksklusiv-specialbilauktion–vodskov-/ 

Auktionen bliver afviklet i samarbejde med Equitour Aalborg 2018, der løber af stablen fra den 23. til den 27. maj. Her vil der også være stort internationalt hestestævne, veteranbiltræf samt mange andre aktiviteter for hele familien. 

 

Auktionen finder sted fredag den 25. maj Grindstedvej 54, 9310 Vodskov. Bilerne udstilles på pladsen fra den 23.-25. maj. Auktionen starter kl. 19.30 fredag aften og varer til cirka 21.30, hvorefter der er Campen afterparty. 

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Skriv en kommentar