KIA klar med ny ProCeed.

KIA gør koncept til virkelighed

Der er gang i bilpræsentationerne forud for Paris Motor Show i starten af oktober. 

I dag er det KIA, der har sendt en pressemeddelelse ud om den ny ProCeed for at være sikker på at få fuld fokus på bilen inden kampen om opmærksomheden i Paris. 

Den ny ProCeed med sit 5-dørs shooting brake-design slutter sig til Ceed og Ceed Sportswagon, der blev introduceret tidligere i år. 

Set i profil er den ny bil præget af designet af KIA ProCeed-konceptbilen fra 2017, med samme silhuet og med en hældende taglinje, som flyder elegant nedad og møder bilens bageste skulderparti. 

Den nuværende ProCeed er en 3-dørs hatchback, men på grund af det faldende salg af 3-dørs biler i Europa, stillede KIA spørgsmålstegn ved dens fremtid, da dens karriere skulle evalueres. 

“Vi var nødt til at genopfinde ProCeed for at sikre, at al den vitalitet og livsstil ikke bare gik tabt. Det skulle være en model, der ikke kun var placeret øverst i den nuværende Ceed-familie, men en som også umiddelbart kunne identificeres som den mest følelsesmæssigt engagerende bil i rækken,”  siger designchef Gregory Guillaume.

Det elegante og den dristige design gør KIA ProCeed til den mest sportslige udgave i Ceed-familien, og den kommer udelukkende som GT Line- eller den højtydende GT-model. 

Kun motorhjelmen og forskærmene deles med Ceed 5-dørs, og hver anden pladedel er ny på grund af bilens individuelle stil og karakter. 

Produktionen starter i november, og salget starter eksklusivt i Europa i første kvartal 2019.  

ProCeed, der fører Ceed-modelfamilien i en dristig ny retning, er både lavere og længere end både Ceed 5-dørs hatchback og Sportswagon.  

Bilen er skabt på samme “K2”-platform som de øvrige Ceed-modeller, så akselafstanden på 265 cm er uændret. Mens den totalt bare er fem millimeter længere, er den hele 4,3 cm lavere i forhold til Sportswagon, heraf er de fem millimeter hentet med en lavere frihøjde. 

ProCeed GT Line fås med tre forskellige motorer. En 1,0-liters T-GDi-motor (benzinmotor med turbo og direkte indsprøjtning) med 120 hk og en 1,4-liters T-GDi-motor med 140 hk. 

Begge motorer er forsynet med et benzinpartikelfilter, som reducerer udstødningsemissionerne og sikrer, at ProCeed mere end opfylder kravene i Euro 6d TEMP-standarden.  

Den tredje er en 1,6 liter, 136 hestes diesel. 

ProCeed GT-udgaven, den skrappeste model, er udstyret med samme 1,6-liters T-GDi-motor som den nye Ceed GT. Det vil sige 204 hk og et drejningsmoment på 265 Nm. 

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Skriv en kommentar