Kan BMW i8 slå Porsche Carrera?

24/09/2014
735 Views

Bygget i kulfiber, har turbobenzinmotor, elmotor, lithium ion-batteri og træk på alle fire hjul.
BMW i8 er en supersportsvogn med hybridøkonomi.

Kombinationen af en 1,5 liter, 3-cylindret, 231 hestes TwinPower Turbo-motor, der trækker på baghjulene og en 131 hestes elmotor, der sender kræfter ned til forhjulene, giver en samlet effekt på 362 hk. Og så kan den køre op til 37 kilometer på ren el med en tophastighed på 120 km/t. Det er noget, der rykker.
i8 er fremtidens sportsvogn!

Men hvordan klarer den sig mod fx en konventionel Porsche 911 Carrera S med en 3,8 liter flad sekser og 430 heste i bagenden.
Det har det engelske supercar-magasin, EVO, sat sig for at afprøve, og resultatet kan du se på vedhæftede video.

Men læs lige videre her og blive lidt klogere på de to biler, inden du trykker på startknappen.
BMW i8 koster på danske plader 2.679.000 kr., prisen på Porschen er 2.314,838 kr. for standardudgaven.
i8 sprinter fra 0-100 på 4,4 sek., mens Porsche 911 Carrera S når de 100 på 4,1 sek. Begge er med launch-kontrol.
Det kan man vist godt kalde uafgjort.

Forbrugstallene er for i8 opgivet til 47,6 km/l og CO2-udslippet til 49 g/km, for Porsche er tallene 11,0 km/l og et CO2-udslip på 215 g/km. 1-0 til i8. i8 vejer med al sin imponerende elektronik 1485 kg, Porschens 1395 kg.
Hermed er der udlignet.

Designmæssigt er i8 fantastisk, mens Porschen stort set er, som den altid har været – og altid bliver ved med at være. BMW’en overlever nok ikke mange år med det nuværende design.
2-1 til BMW!
Og lad os så lige nævne, at begge er med automatisk gearkasse.
Så kan du godt læne dig tilbage og starte videoen.
Og fortæl os gerne, hvad du mener om de to biler.

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Leave A Comment