Jan Magnussen siger farvel til DTC

Jan Magnussen siger farvel til DTC

Jan Magnussen stopper i DTC og siger farvel til dansk motorsport. 

Det afslørede han under søndagens DM-finale på FDM Jyllandsringen. 

Helt overraskende er det ikke, for økonomiske problemer i Magnussen Racing Experience har tæret på kræfterne og sat indsatsen i DTC tilbage. 

Hans Formel 4-team måtte lukke ned og hans egen indsats i DTC bød på den ene skuffelse efter den anden, og Kevins Formel 1-karriere har også flyttet fokus. 

Race, test på bane og i simulator, og PR-opgaver i USA og i forbindelse med Le Mans, har trukket tænder ud i denne sæson. Det har også været med til at trække en streg i sandet herhjemme 

“Jeg er gået lidt i stå i forhold til udviklingen af bilen og jeg har mistet både energi og  motivation hele vejen rundt,” siger en ærlig Magnussen.  

Jeg har fulgt Jan på tæt hold i mange år, og har på det seneste tydeligt kunne mærke, at han var ved at køre træt. 

Jeg vil komme til at savne Jan Magnussen i DTC. Han er en mega GT-stjerne, altid god for at godt race og ikke mindst en god historie. 

Han er ærlig og ligefrem. 

Hvad det kommer til at betyde for DTC er svært at gætte på, men umiddelbart tror jeg ikke det ændrer på den førerposition klassen har fået i Danmark. 

Mange unge kørere har i denne sæson vist, at de er klar til at løfte arven efter kongen. 

Flere af dem kører sideløbende med DTC i udlandet og er ad den vej ved at udvikle sig som kørere og skabe sig et navn. 

Det skal også nævnes, at FDM satser millioner på DTC og FDM Jyllandsringen i de kommende år, og Peter Elgaard har aftalt med FDM, at han fortsætter som sportslig leder af klassen. 

Om Jan vender tilbage er usikkert, men man skal aldrig sige aldrig. Han vil bruge den kommende tid til at vurdere, hvilken rolle han skal have i dansk motorsport. 

Han har tidligere fortalt til Vildmedbiler.dk, at han gerne vil have et team i en udenlandske klasse.

Lars Mogensen fra LM Racing fortæller til TV2, at han i nogen tid har arbejdet for at få Jan Magnussen ind i sit team og forene han med hans nevø, Dennis Lind, men  uden held. Jan havde taget sin beslutning om at stoppe. 

Også Ronnie Bremer har meddelt, at han stopper i DTC. “Det er blevet for dyrt for et lille team som mit,” siger han. 

 

 

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

1 Comments

  1. Meget trist. Det bliver klart et problem for DTC og motorsport generelt i Danmark. Jan er en publikumsmagnet som ingen anden dansk racerkører !

Skriv en kommentar