John Nielsen drenge imponerede i DTC

Hvad så drenge, skal Magnussen have tæv! 

Jan Magnussen og Casper Elgaard er de absolutte stjerner i DTC.

Og dem der kommer til at slås om sejren ved Classic Race Aarhus i weekenden.

Men hvad med de kommende stjerner, skal de ikke snart stikke snuden frem.

Jeg tænker specielt på Michael Markussen fra Magnussen Racing Experience og Kasper H. Jensen og Frederik Schandorff, Le Mans-legenden John Nielsens drenge i det fynske Team Flexlease.nu.

Kasper H. Jensens fører før weekendens løb årets DTC-mesterskab, så det er vel ikke urimeligt at have forventninger til ham.

Men der er langt fra FDM Jyllandsringens beskyttende sandfang til Mindeparkens  betonmure.

Det er her drengene skal vise, at de er blevet til mænd. At de har modet og ikke mindst evnerne.

“Jeg er kommet til Aarhus for at vinde, eller i hvert fald at komme i Top3 i alle tre løb og skrabe en masse gode point sammen i mesterskabet,” lyder det Kasper H. Jensen. 

Frederik Schandorff har også målsætningen klar.

“Jeg går helt klart efter at få min første reelle podieplacering og mener også, at det er realistisk med det materiale, vi har – og så glæder jeg mig til at køre for en masse mennesker på min hjemmebane i Aarhus,” siger han. 

De to “Young Guns” har optimismen, og de bakkes op af deres teamchef.

“Det gik over al forventning på FDM Jyllandsringen, hvor vi klarede os med dygtigthed  og bilernes speed – ikke andres uheld. Begge kørere er i superform, så selvfølgelig er ambitionen at forsvare de nuværende placeringer,” siger John Nielsen. 

Men han ved godt, at alt skal gå op i en højere enhed, hvis teamet skal fortsætte sejrsgangen.

”Med sin store erfaring fra amerikanske baner er Jan Magnussen enormt stærk på bybaner som den i Aarhus, men vores kørere skal nok vise tænder og give ham kamp til stregen,” tilføjer han. 

Hos Casper Elgaard gør den manglende sejr i hjembyen Aarhus ondt helt ind i hjertet.

“Der findes ikke et sted jeg hellere vil vinde end her,” siger han. 

Men statistikken siger klart og tydeligt, hvem der er manden at slå, for Jan Magnussen har styret samtlige DTC-afdelinger på Classic Race Aarhus med hård hånd og virker ikke som om han er træt af at vinde.

“Selvfølgelig går jeg efter en ny sejr, men først skal kvalifikationen overståes med et godt resultat, for med de begrænsede muligheder for at overhale, er det utroligt vigtigt at starte fra front,” siger mesteren af Mindeparken.

Efter fredagens frie træning at dømme, skal hans teamkammerat, Michael Markussen tages helt alvorligt. Han sluttede som nummer tre efter chefen Jan og Casper Elgaard.

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Leave A Comment