BMW 3-Serie kåret som årets bedste brugte bil

Her holder årets bedste brugte bil 

Og vinderen er: BMW 3-serie årgang 2008 til 2012.

Det er første gang i 11 år BMW vinder kåringen af “Årets Brugtbil 2016” i Danmark, og den måtte da også kæmpe hårdt med Ford Focus (vildmedbiler.dks favorit), før sejren var i hus.

Da den bredt sammensatte jury bestående af motorjournalister og bileksperter havde afleveret deres point, (15 til den bedste, ti til den næstebedste og fem til den tredjebedste), og de blev talt sammen, var resultatet:

BMW, 160, Ford Focus, 150,  Toyota Avensis, 85, Nissan Qashqai, 70 og Honda Jazz 2009-2015, 45 point.

Altså bare 10 point var der mellem vinderen og nummer to.

BMW 3-serie er en populær model på brugtbilmarkedet, og juryen var efter afstemningen enige om, at den er så godt et køb både mekanisk og økonomisk, at den fortjente sejren.

”BMW 3-serie er med sin høje kvalitet, gode materialer og logiske opbygning en oplagt vinder af prisen som Årets Brugtbil 2016. En sportslig bil med fantastisk komfort og super køreegenskaber, der kan forføre de fleste. Der er samtidigt meget få fejl ved syn og test, hvilket gør nomineringen oplagt,” siger Martin Gregersen, bilinspektør og repræsentant for Applus Bilsyn ved kåringen af Årets Brugtbil.

BMW 3-serien er en eftertragtet model på brugtbilmarkedet, men den gode nyhed til bilkøberne er, at der er et stort og varieret udbud til salg.

På BilBasen er der lige under 400 eksemplarer til salg af den modelgeneration, der er kåret som Årets Brugtbil, og det brede udbud gør, at man eksempelvis kan få en 318d fra 2009 til omkring 160.000 kroner.

Selvom BMW’en tilhører et af de tyske prestigemærker, så er den ikke dyr at holde kørende. Alt i alt koster en 320d omkring 2,50 kroner pr. km at holde kørende over tre år, og dermed er omkostningerne til en BMW 3-serie på niveau med mellemklassens gennemsnit.

 

Årets Brugtbil gennem årene:

2016: BMW 3-serie, årgangene 2008 til 2012

2015: Mercedes-Benz, årgangene 2007-2011

2014: Honda Civic, årgangene 2006-2012

2013: Toyota Avensis, årgang 2007

2012: Honda Accord, årgang 2009

2011: Kia cee’d, årgang 2007

2010: Opel Astra, årgang 2005

2009: Ford Focus, årgang 2005

2008: Ford Mondeo, årgang 2004

2007: Mazda6, årgang 2003

2006: Škoda Fabia, årgang 2001

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Leave A Comment