Gentleman i hvid smoking

11/09/2014
4.214 Views

Foran supermarkedet: Den ene pige siger til den anden: ”Se ham den gamle der, han holder kun der for at blære sig.”
Inde i midtbyen: To unge mænd kigger interesseret på bilen og bryder ud: ”Nejjj, hvor er den sej!”
“et god tur”, får jeg med på vejen.

Misundelse er en grim ting, men nogle skjuler det bedre end andre. De to piger havde i hvert fald svært ved at glæde sig på andres vegne. Ungersvendene kunne ikke skjule deres begejstring.
En cabriolet er en livsstilsbil, der udstråler hvem man er, og signalerer overskud og smag, lyder det fra bilproducenterne.
Den forklaring holder jeg mig til.

Men en cabriolet er endnu mere: Den bringer naturen ind i bilen og fortæller med dufte de ting, man passerer forbi.
Desværre også, når man kommer til at ligge bag en osende diesellastbil eller pruttende to-takt knallert.
Men uanset hvad det dufter af, så er det fedt at køre cabriolet, også herhjemme, hvor solen er mere afdæmpet end sydpå, hvor den sender de svidende solstråler lige ned i hovedet.
Bilen, der tiltrak den store opmærksomhed, var en BMW 435i Cabriolet. En 306 hestes gentleman i hvid smoking til 1.043.300 kr. plus Sport Line-udstyr, bl.a. læderindtræk og 19 tommer alufælge, for 212.000 kr.
Mange penge, men BMW’en går rent ind. Motorkraft, lyd, udstyr, kaleche, funktionalitet og kvalitet går hånd i hånd.
Læg dertil en stor håndfuld sportslige køreegenskaber og fartpræstationer, der siger 0-100 km/t. på 5,6 sek., og en elektronisk begrænset topfart på 250 km/t.

BMW 435i Cabriolet erstatter den åbne 3-serie, og foreløbig er der fire modeller i prislisten, 428i, 428i xDrive, 420d og 435i, der er toppen af kransekagen.
4-serie cabriolet er baseret på samme teknik som BMW’s 3-serie. Altså en konstruktion med frontmotor og baghjulstræk. Der er to benzinmotorer med 245 og 306 hk plus diesel med 184 hk at vælge imellem.
Billigste 4 Cabriolet er diesel-versionen til 835.000 kr., mens billigste benziner, 428i, koster 860.000 kr.
BMW 435i Cabriolet er firepersoners med rimelig plads til to voksne på bagsædet, hvis forstolene ellers er kørt pænt frem – lidt længere end jeg syntes er helt behageligt, og lang fra min favoritkørestilling.
Kalechen er i lyddæmpende stål og pakker sig sammen i bagagerummet på bare 20 sekunder. Det betyder hurtigt afgang, helst i adstadigt tempo, for man skal jo nyde luften og de mange blikke.
Selv om taget er lynhurtigt at betjene, skal man i BMW’en ned under 15 km/t. for at køre det op eller ned – i modsætning til flere konkurrenter, hvor man kan foretage forvandlingen med 50 km/t.
Er bagsædet ikke i brug, kan der monteres en behagelig vindskærm bag forsæderne. Den begrænser træk i nakken, og lukker samtidig lukker af til bagsædet, som så kan bruges til bagagerum. Tak for det, for det er der ikke bagageplads under bagklappen. Her fylder ståltaget godt op, når det er slået

BMW 435i Cabriolet er en potent sag, og man kan ikke lade være med en gang imellem at trykke power-knappen ind og fyrre op for de seks turboladede, og nyde den fantastiske lyd og det forrygende ”puuufff” fra de dobbelte udstødningsrør, når den otte-trins ratbetjente verdensklasse-gearkasse til 51.526 kr. skifter op gennem gearene.
Power-funktionen ændrer også speederrespons og undervognsopsætningen, og sammen med det 40 pct. stivere karrosseri bliver BMW 435i Cabriolet en rå børste.
Den attitude koster på benzinkontoen, men det er sjovt!
Er det for sjovt, kan man bare køre i Eco PRO-mode, som ændrer karakteristikken til bløde gearskift og en blid og lydsvag motor, der ikke roterer mere end lige over tomgang.
BMW 435i Cabriolet kan det hele!

Fakta om BMW 435i Cabriolet:
Basispris: 1.043.300 kr.
Pris for testbilen med sportspakke: 1.193,568 kr.
Type: 4-personers cabriolet, frontmotor, baghjulstræk.
Motor: 6-cyl. række-benzin, dobbelt turbo, 3,0 liter, 306 hk ved 5.800-6.000 o/min., 400 Nm ved 1.200-5.000 o/min.
Forbrug, EU-norm: 13,3 km/l. CO2-udslip: 176 g/km.
Præstationer: 0-100 km/t: 5,6 sek. Topfart: 250 km/t.
Vægt: 1825 kg.
Bagagerum: 220-370 liter.

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

1 Comments

  1. Ja, sådan en bil kan uden tvivl bringe både det bedste – og det værste – frem i nogle mennesker. Men flot er den, det er der i hvert fald slet ingen tvivl om og efter min mening burde sådan en være hver mands eje 🙂

Leave A Comment