Jan Magnussen vandt sæsonpremieren i DTC

Fra fiasko til succes for Magnussen

14/05/2018
211 Views

Stemningen var på lavpunktet i Jan Magnussens team efter lørdagens træning til DTC-premieren på FDM Jyllandsringen i weekenden. 

“Bilen kører ikke optimalt, og vi kan ikke finde ud af hvorfor,” meldte Jan Magnussen klart ud til Vildmedbiler.dk. 

Det lykkedes heller ikke for den danske GT-stjerne at få rigtig fart i bilen i Superpole og han kvalificerede sig derfor ikke blandt de fire kørere, der i Superpole2 skulle kæmpe om pladserne i de to første rækker til søndagens første løb. 

Men mekanikernes utrættelige arbejde hele lørdag nat bar frugt, og så gik det kun en vej for Magnussen, og det var fremad. 

For at være helt ærlig, anede vi ikke, hvor vi var, da vi kørte til opvarmning søndag formiddag. Men vi havde ramt plet og endte med at have en bil, som både var hurtig, og som kunne kæmpe med om pladserne, lød det fra Jan Magnussen. 

Resultaterne i de to kvalifikationsheats placerede Magnussen forrest i det afgørende finaleløb, som han kørte hjem fra spids og dermed kunne stille sig øverst på skamlen i DTC-sæsonens første afdeling. 

Det er tredje år i træk, han vinder Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen. 

De to øvrige mesterskabsaspiranter, Lasse Sørensen og Kasper H. Jensen, havde også en god dag og deler andenpladsen i den samlede stilling blot fire point efter Magnussen 

“Danish Thundersport Championship har udviklet sig til en stærk, professionel serie med mange dygtige kørere, som går til stålet og kæmper hårdt om pladserne. Bilerne får nogle skrammer, men jeg synes, der er en indbyrdes respekt, både for hinanden og for ræset. Det skal være underholdende at køre, og det skal være underholdende at se på. Jeg synes, at vi leverede varen i dag med tætte kampe og fede overhalinger. Jeg kan næsten ikke vente til det går løs igen i Aarhus,” siger Jan Magnussen. 

Hans næste udfordring i DTC er Classic Race Aarhus i Smilets By den 25.-27. maj. Herefter går til turen til USA i denne uge for at køre simulator og så skal der lades op til Le Mans, årets højdepunkt, der traditionelt starter ud med officiel testdag for alle teams den 3. juni før løbet afvikles den 16.-17. juni. 

Billedtekst:

Jan Magnussen på toppen, til venstre nummer to, Lasse Sørensen, og til højre nummer tre, Kasper H. Jensen.

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Skriv en kommentar