Jaguar Land Rover er tro mod forgængeren.

Forpremiere; Range Rover Evoque

”Hold kæft nogle lækre biler,” sagde den ene håndværker til den anden. “Ja ikk’, skal i have en med hjem? bryder pressechef hos Jaguar Land Rover, Søren Hyltoft, ind. Ja, det skal vi da, vi tager en hver. Jeg tager den sorte, kommer det prompte fra den ene. 

Seancen udspillede uden for den nystartede restaurant, Jumbo Bakery & Eatery i Aarhus, hvor Jaguar Land Rover viste den ny Range Rover Evoque frem i forbindelse med deres årlige nytårspressemøde. 

Og havde for at vise forskellen på den og modellen, den afløser, stillet dem op side om side. 

Den sorte var den nuværende model, mens den anden den ny, der har dansk introduktion i slutningen af marts eller begyndelse af april. 

Håndværkeren kunne ikke umiddelbart se forskel på de to, og det skyldtes helt sikkert, at hans favorit var sort, for er der noget som dræber et design, så er det nemlig sort. 

En anden god forklaring på, at han ved første blik ikke kunne se forskel på de to biler, er at Evoque-designeren Gerry Mcgovern havde en bunden opgave, da han gik i gang med at designe den ny model: Forny bilen fra inderst til yderst, men fasthold den markante coupélignende silhuet. 

Og det har han gjort med sikker hånd. 

Range Rover Evoque, der blev lanceret for otte år siden og skabte et nyt segment, luksus-SUV, er siden introduktionen solgte i 772.000 styk og er en af Range Rovers allerstørste succeser.  

Så hvorfor ændre markant på designet. 

Er det udvendige design er skabt i respekt for forgængeren, er Gerry Mcgovern gået all-in i kabinen. 

Den er elegant som storebror Range Rover Velar og med teknologier som Touch Pro Duo-systemet med dobbelt touchscreen, ny og hurtigere software, 16-vejs sædebetjening og ionisering af kabineluften er den nu i klasse med de stærkeste i klassen. Lidt stærkere, måske! 

Den ny Evoque er samtidig den første Land Rover med Smart Settings, der benytter sig af algoritmer med kunstig intelligens for at lære førerens præferencer at kende og agere derefter. 

En ny spændende elektronisk features er ClearSight der forvandler bagspejlet til en HD-videoskærm. Hvis udsynet bagud er spærret, kan føreren bare trykke på en kontakt under spejlet, hvorefter højopløste videobilleder fra toppen af bilens bagende tydeligt viser, hvad der sker bag bilen.  

Skærmen giver et bredere (50 graders) synsfelt og bedre udsyn i dårlig belysning. 

Interessant er også Ground View-teknologi, der gør motorhjelmen “usynlig” ved at lægge kamerabilleder på den øverste touchscreen, så føreren får et 180 graders billede af, hvad der sker under bilens front.  

Det er bl.a. en stor fordel på vanskelig tilgængelige parkeringspladser, ved høje fortovskanter eller i barsk terræn, hvor systemet viser, hvordan forhjulene bevæger sig. 

Evoque er klædt på til fine fruers indkøbsture, men den har også magt over tingene, hvis den skulle blive sluppet løs i terrænet. Det vil ejerne næppe byde den, og undersøgelser viser da også, at 98 pct. fortæller, at de aldrig vil byde bilen den slags. 

Men skulle man alligevel få lyst, så er Evoque med firehjulstræk og anden generations Active Driveline med Driveline Disconnect for at forbedre effektiviteten og Adaptive Dynamics for at sikre komfort og køreegenskaber i optimal balance.  

Range Rover Evoque har i flere i toppen listen over de populæreste biler blandt engelske Premier League-spillerne, og deres kærester/koner. 

Det skyldes bl.a., at den med sin størrelse og sit semisportslige design passer perfekt i bybilledet. 

Kommer du en dag til London, så tag en tur til Chelsea og sæt dig på en café på Sloan Square og ny de mange superspændende biler, der cruiser rundt, deriblandt masser af Evoque med flotte modeller bag rattet og bugner af indkøbsposer på bagsædet. 

Priserne på Range Rover Evoque er endnu ikke forhandlet på plads. 

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Leave A Comment