Elbiler i spil til Årets Bil i DK 2019.

Elbiler i spil til Årets Bil i DK i 2019

To elbiler udfordrer tre biler med konventionel motorkraft i det endelige opgør om at blive Årets Bil i Danmark 2019. 

De to biler, der lever af strøm, er Hyundai Kona Electric og den voluminøse Jaguar I-PACE, mens de øvrige finalister er den franske firmabil, Peugeot 508, den korrekte KIA Ceed og den folkelige Ford Focus. 

Vildmedbilers.dks redaktør og jurymedlem, Steen Nielsen, havde fire af de fem i finalefeltet. 

“Jeg havde Volvo XC40 med i stedet for Jaguar, men jeg er helt på det rene med, at englænderen vippede Volvo’en af pinden,” siger Steen Nielsen. 

Kort om de øvrige finalister: 

Hyundai Kona Electric er med det store 64 kW-batteri og en rækkevidde omkring 500 kilometer en elbil med store muligheder for at blive familiens bil nummer et. 

Ford Focus fås i mange varianter, fra den billigste til under 200.000 kr. til den luksuriøse Vignale i stationcarudgave til 351.000 kr. 

Jaguar I-PACE er blevet enorm succes i bl.a. Holland, hvor 4.000 har bestilt bilen. Forståeligt, for det er en stor, lækker og sportslig SUV med rimelig rækkevidde og  høj blærefaktor. 

Finalefeltet blev fundet efter to dages test af 23 kandidater på FDM Jyllandsringen.

De 26 medlemmer af Motorjournalisternes Klub Danmark skal nu teste bilerne igen, før de afleverer stemmesedlen med pointene til de fem finalister.

Resultatet bliver offentliggjort 23.januar.

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Skriv en kommentar