DTC speeder vildt op

20/09/2014
8.642 Views

Mere power, karosserier med GT-look, bredere hjul, bedre bremser og sekventiel gearkasse.

Det er fremtidsperspektiverne i dansk banesports kongeklasse, DTC. Måske med dansk-byggede biler.

“Det nuværende reglement er låst ind til 2017, men vi arbejder allerede nu intenst på at udvikle bilerne, så de bliver endnu bedre, end de er nu, og at bygge dem i Danmark, vil være fantastisk,” siger DTC-promotor Peter Elgaard til www.vildmedbiler.dk. “Det er ikke fordi, vi er utilfredse med de biler, vi kører med nu, for de har fungeret upåklageligt i de to år, vi har kørt med dem, men der skal ske udvikling.”

Men allerede næste år kan der komme ændringer. Der er indledt et samarbejde med bremsespecialisten AP for at få løst et af de problemer, kørerne tale mest om, nemlig bremseeffekten, men også et lettere svinghjul og en mindre kobling, der kan bidrage til nemmere dosering af mellemgassen og give en bedre lyd, er på tale allerede til den kommende sæson.

Hvordan projekt 2017 skal føres ud i livet er endnu ikke lagt fast. Der er tre scenarier. 1. At bygge ud fra de eksisterende biler. Det er billigt. 2. At bygge en helt ny bil herhjemme. Det er dyrere. 3. At forsætte samarbejdet med den amerikanske leverandør, der bygger bilerne for DTC nu.

Jan Magnussen har i forbindelse med weekendens løb på Road America været i kontakt med amerikanerne, hvor han har forelagt de ideer, DTC pusler med.
“De er meget positive omkring vores ønsker, og vil komme med deres udspil snarest muligt,” siger Peter Elgaard. “Det er vigtigt for os, at vi kan få karrosserier med et mere GT-agtigt look, så publikum også optisk kan se, at der sker noget i klassen.”
De nuværende rørramme DTC-biler har, når sæsonfinalen er kørt på FDM Jyllandsringen næste weekend, været i aktion i to år, og kun en motor (pris ca. 50.000 kr., red) har måttet lade livet. Til  gengæld er der brugt lidt flere penge til forbremser end forventet.

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Leave A Comment