DTC-racerne op til debat

02/05/2018
316 Views

Hvordan skal DTC-racerne udvikle sig fra 2020? 

Det spørgsmål skal der findes svar på i år, og første skridt på vejen tages i forbindelse med åbningsløbet på FDM Jyllandsringen den 13. maj. 

Her kommer amerikanske chassiskonstruktør, Chas Howe, Howe Racing, på besøg, og han vil sammen med promotor Peter Elgaard lægge nogle ideer på bordet. 

“Men intet nyt reglement uden de store DTC-teams godkendelse,” slår promotoren fast. 

Massive Motorsports teamchef, Casper Elgaard, er indstillet på, at der skal ske noget med DTC-racerne til 2020-sæsonen. 

“Men det er vigtigt, at omkostningerne holdes i skak, for jo billigere bilerne og omkostningerne er, jo flere kørere kan være med,” siger han til Vildmedbiler.dk. 

“Jeg mener helt klart, at de nuværende DTC-racere er på et rimeligt teknisk niveau. De behøver ikke grundlæggende at være mere avancerede, for det har ingen betydning i forhold til dem, der ser på. De er pålidelige, de har en fed lyd, og det er fantastiske showbiler.” 

Skal Casper Elgaard pegene på ændringer, der vil gøre bilerne bedre, så er det at få sekventiel gearkasse på V8-motoren. 

“Det betyder godt nok en ekstraudgift, men på den lange bane, vil det være billigere, da vi undgår ødelagte gearkasse på grund af et kikset gearskifte,” tilføjer Casper Elgaard. 

Det med en ny gearkasse bakkes op af John Nielsen, der er teamchef hos Team Flexlease.nu/Strøjer Tegl, men derudover mener han ikke, der bør ændres ved biler. 

“Vi kunne sagtens gøre dem halvandent sekund hurtigere på en omgang på FDM Jyllandsringen, men det vil ikke gøre showet bedre, så hvorfor begynde at eksperimentere og øge omkostningerne,” siger John Nielsen til Vildmedbiler.dk 

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Skriv en kommentar