Den vigtigste sejr i min karriere

13/10/2014
842 Views

Marco Sørensens sejr i GP2-løbet ved de russiske Formel 1 Grand Prix kom på et meget belejligt tidspunkt.

”Det er sikkert den vigtigste sejr i min karriere. Det har været en sæson med mange problemer, og det var begyndt at slide lidt på selvtilliden. Derfor er det så vigtigt nu at få bevist, at jeg stadig har speeden, og bare materiellet er der, også kan vinde motorløb.,” kommer det fra triumfatorens egen mund.

2014-sæsonen har budt på flere ned- end opture.
Et fransk Formel Renault-team i opløsning har gjort betingelserne nærmest ulidelige for Marco Sørensen i den ene af de to serier, han kører i år, World Series by Renault.
”Hans raceingeniør har mere arbejdet imod end med Marco,” fortæller hans far, Ruben Sørensen til vildmedbiler.dk.
Derimod er samarbejdet med det nystartede GP2-team MP Motorsport forbilledligt. “Teamet har ikke de store midler at gøre godt med, men de bruger dem, de har, fornuftigt,” siger Ruben Sørensen. Jublen ville da heller ingen tage, da Marco kørte over målstregen på den nyanlagte Formel 1-bane i Sochi, for det var både danskerens og teamets første store triumf i klassen lige under Formel 1.

Med sejren betalte Marco Sørensen tilbage til Saxo Bank og direktør Lars Seier, der bakker Marco økonomisk op i GP2.
”Uden hans penge, ingen GP2 for mig,” indrømmer Marco. Hvad 2015-sæsonen bringer ved Marco Sørensen endnu ikke. Formel 1 er stadig målet, dog ikke for et af de dårlige teams, men lykkedes planen ikke for Lotus F1 teams test og reservekører, håber han på en hel GP2-sæson for et topteam. ”Fremtiden ligger i hænderne på Gravety Sports Management, som Marco arbejder sammen med,” oplyser hans far.

Efter løbet i Rusland rejste Marco Sørensen sammen med Lotus F1-køreren Romain Grosjean til Lotus F1-team i England for arbejde i race-simulatoren, og på torsdag rejser han til Jerez i Spanien for at køre sæsonens sidste løb i World Series by Renault. Her deltager også hans hurtige lillebror, Lasse Sørensen. Han kører i den franske Formel 4-serie, hvor han fører med 70 point foran nummer to og er et godt bud på en ny mester.
Når de to brødre har sluppet gassen i Jerez, rejser Lasse hjem til Ålborg, mens Marco drager til Abu Dabi for at køre sæsonens sidste GP2-løb – også her sammen med Formel 1. Hele tre uger er han væk i denne omgang.

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Leave A Comment