Crashtest skaber utilfredshed 

06/11/2014
1.142 Views

Euro NCAPs kriterier for bedømmelsen af de testede bilers sikkerhed er kommet til debat herhjemme – igen!

Denne gang efter at Suzuki Celerio kun har fået tre stjerner i den seneste testrunde.

FDMs repræsentant i Euro NCAP, teknisk redaktør Søren W. Rasmussen, udtalte efterfølgende:

“Testen er på flere områder hård ved Suzuki Celerio. Eksempelvis mangler den en række sikkerhedsudstyr, og det trækker samlet ned. Derudover er den testet i en udgave uden gardinairbags, hvilket ikke gør resultatet bedre. Retfærdigvis skal det dog med, at Celerio-modellerne har gardinairbags i Danmark, hvilket havde bragt den tættere på den fjerde stjerne. Nu bliver det kun til tre, og da FDM anbefaler, at man altid vælger biler med fire eller fem stjerner, er Suzuki Celerio ikke med på den liste.”

Det har fået pressechef John Mogensen, Suzuki DK, til at fare i blækhuset.

”Testen er ikke dækkende for de modeller, vi får her til landet. Det skyldes, at Euro NCAP tester en bil med fire airbags, og derfor gennemføres pæletesten ikke, hvilket selvfølgelig trækker ned,” skriver informationschef John Mogensen, der påpeger, at seks airbags standard i Celerio på det danske marked.

”Med de kriterier, som Euro NCAP stiller op, kan Celerio ikke opnå den fjerde stjerne, men det er ikke ensbetydende med, at bilen er farlig eller dårligere end klassekammeraterne. Med de mange ændringer og stramninger, der er foretaget i NCAPs retningslinjer de sidste år, er det nødvendigt at have en mere nuanceret tilgang til resultaterne. Stjernekarakteren i sig selv fortæller ikke hele historien,” lyder kritikken fra den danske Suzuki-importør.

Leif Nielsen, der tidligere var FDMs repræsentant i crashtest-organisationen, giver den danske Suzuki-importør ret på flere punkter.

“Det er ærgerligt, at Euro NCAP ikke som tidligere har foretaget en orienterende, parallel pæletest af en bil med sideairbag med hovedbeskyttelse. Dermed bidrager man kun til øge tvivlen om bilernes sikkerhed i de tilfælde, hvor fabrikken reelt sigter på mindre krævende markeder. Tilbage står, at uanset om Celerio ville få topkarakter i pæletesten og blive udstyret med selehusker til bagsædet, ville resultatet stadig være tre-stjernet,” siger Leif Nielsen til hvilkenbil.dk.

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Leave A Comment