Opel Corsa holdt hvad den lovede

Biltest: Corsa holdt hvad den lovede 

19/01/2015
4.215 Views

Et er at teste en ny bil iklædt det stiveste puds under sydlige himmelstrøg, et andet er af få den i hænderne herhjemme i et surt dansk vintervejr.  

Bilfabrikkerne har nemlig for vane kun at præsentere topmodellerne ved first-drive-arrangementerne i udlandet.

Denne uges testbil, Opel Corsa, blev præsenteret i Frankfurt med masser af udstyr, de største motorer og fede dæk og fælge, men nu sidder jeg i en tredørs version med 95 hestes motor, fem-trins gearkasse og stålfælge med plastikkapsler.

Til 167.990 kr. inklusive lidt ekstraudstyr. Lidt meget for en tredørsbil.

Men Corsa’en skuffer mig ikke.   

Oplevelsen er den samme som i Frankfurt. Corsa er en velpolstreret bil med en fremragende trecylindret turbomotor, gode køreegenskaber og en pæn udstyrspakke.

Men jeg kan lige så godt indrømme det: Jeg er ikke til tredørs biler, slet ikke efter at have haft mit barnebarn og hans autostol med på tur et par gange.

Kors hvor var det besværlig at få stolen og ikke mindst barnebarnet ind på bagsædet – og ud igen!

Og så ser tredørs-versionen efter min smag heller ikke særlig godt ud. Det lille vindue bagtil minder for meget om den gamle model, og det er jo ikke meningen, når der skal en ny bil ind i indkørslen.

Når jeg nu har fået de negative briller på, så forstår jeg ikke, hvorfor testvognen skal lide under en femtrins gearkasse. 

Indrømmet, den skifter aldeles fremragende, men den mangler altså det sjette trin. Det betyder, at motoren roterer for hurtigt ved motorvejshastighed, hvilket giver nogle irriterende resonanslyde ved hastigheder mellem 120 og 140 km/t – netop,  hvor man kører på motorvejen.

Og det koster på forbruget.

Den kritik kunne Opel have undgået ved at lægge en sekstrins gearkasse i bilen. Det koster vel ikke en bondegård.

Den ny Corsa er utroligt gennemført, og takket være dobbelte gummilister lukker døre og bagklap med lyden af luksusbil.

Designmæssigt har Opel arbejdet intenst med at skabe bredde på og i bilen. Det er lykkedes, forlygterne breder fronten ud, baglygterne det samme og instrumentpanelet får kabinen til at se bredere ud, end den er.

Men den ny Corsa er ikke bare skruet godt sammen, den kører også fremragende. Svingvillig, retningsstabil og behagelig i bytrafik.  

Der er to indstillinger i styretøjets servo, så i city-mode kan selv de vanskeligste parkeringsmanøvrer klares med en lillefinger.

Og så er der varme i rattet på testbilen, og jeg skal love for, at det kan varme – det samme kan siges om sædevarmen, der er efter få sekunder er så effektfuld, at der er fare for brændte baller!

Kabinen er velindrettet og alt er udført i solide og flotte materialer. Pladsforholdene er gode foran. Bag er der ikke noget at prale af, og adgangen der er  som i de fleste tredørs biler,  besværlig.

Kørerstillingen er helt i top, ure, knapper og instrumenter sidder fornuftigt placeret og den 7″ store berøringsfølsomme skærm,  er kompatibel med Apple og Android telefoner, så det er muligt for 400 kr. at tilkøbe navigation til hele Europa i smartphonen.

Tak Opel Corsa fordi du holdt det, du lovede! 

Men kære læser: Snup modellen med fem døre! Det er den rigtige ny Corsa. 

 

 

Fakta om Opel Corsa 1,0T Enjoy, 90 hk:

Pris: 167.990 kr. med udstyr. Grundpris for testbilen: 159.990 kr.

Leveringsomkostninger: 3.780 kr.

Antal døre: Tre

Motor: 1,0T trecylindret turbobenzinmotor, 90 hk, 170 Nm ved 1800-3700 o/m.

Præstationer: Topfart: 180 km/t. 0-100 km/t: 11,9 sek.

Forbrug: Blandet kørsel 22,2 km/l (EU-norm). Testforbrug: 18,7 km/l. CO2-udslip:106 g/km

Ejerafgift pr. halvår: 290 kr.

Bagagerum: 285/1100 liter.

Vægte: Køreklar vægt 1199 kg (inkl. vægt af fører 75 kg), nyttelast 451 kg (eks. vægt af fører på 75 kg). Lasteevne 576 kg. Maks. påhængsvægt: 1200/560 kg

Ekstraudstyr, priser:

Brilliantfarve: 1500 kr. .Lys og synspakke (aut. lyskontrol, nedblændeligt bakspejl og regnsensor): 1500 kr. Intellilink: 7“ farveskærm med mulighed for navigation (BringGo koster ca. 400 kr. til smartphone): 5.000 kr.

Særligt standard sikkerhedsudstyr:

Seks airbags, ESC, TCS (Traction Control System), EBD (Elektronisk fordeling af bremsekraften), Hill Start Assist, EBA (Emergency Brake Assist), aktive nakkestøtter (bevæger sig frem og op ved påkørsel), beslag til Isofix barnestol, dæktryksovervågning med oplysning om individuelt dæktryk.

Særligt standardudstyr (Enjoy 1,0T):

Radio/cd med Bluetooth seks højttalere, el-ruder foran, 15” stålfælge med kapsler, el-justerbare sidespejle med varme, fjernbetjent centrallås, City-mode styretøj, multijusterbart rat, tre nakkestøtter bag, læderrat med varme og fjernbetjening af radio, varme i forsæder, aircondition, fartpilot, LED kørelys, læselamper, 40/60 splitbagsæde, designdetaljer og indfarvede karrosseridele, udvidet bordcomputer med information om bl.a. energiforbrug.

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Leave A Comment