24 gamle Cadillac på auktion hos Campen Auktioner

Bilsamler giver op, sælger sine 24 Cadillac

Går du med en indre drøm om at eje en Cadillac, og har du mod på selv at restaurere den, så har du chancen nu.

Bilentusiasten Søren Peter Sørensen fra Herning har nemlig sendt 24 biler på auktion.

Det er Campen Auktioner i Randers der forestår salget.

Du kan gå ind på auktionshusets hjemmesidewww.campenauktioner.dk, og se bilerne.

Og byde på dem indtil den 10. juli.

Men du skal nok lige holde fingrene langt fra tasterne, indtil du har gjort op med dig selv, om det er noget, du vil bruge dine sparsomme friaftener på.

For som billederne viser, er der virkelig noget at gå i gang med; for at sige det mildt!

Der ingen mindstepris er på bilerne, så du kan være heldig at blive ejer af en af de gamle Cadillac for små penge.

For Søren Peter Sørensen begyndte det lange liv med Cadillac, da han så en annonce for en smuk model 62 Hearse rustvogn årgang 1941.

Han faldt for de flotte former, som han aldrig havde set magen til.

Og så rullede snebolden.

For det viste sig at den amerikanske sælger af bilen havde flere andre Cadillacs til salg, den ene mere spændende end den anden.

De var alle fra fyrrerne, den gyldne periode for det stolte amerikanske mærke.

Cadillac blev oprindeligt stærkt på fin teknik og kvalitet, men i trediverne var mærket blandt de første til at arbejde med biler som designobjekter.

Derfor blev Cadillac toneangivende ikke bare i Amerika men verden over og bilerne fra fyrrerne står som nogle af højdepunkterne i amerikansk bilhistorie. Ja, det er faktisk ikke for meget at sige, at en Cadillac fra den periode er arketypen på en klassisk amerikanerbil.

I Amerika er alting som bekendt større, både biler og bilsamlinger, og begge dele blev den nysgerrige herningenser grebet af, og hans oprindelige fascination af den ene annonce udviklede sig på nærmest amerikansk vis om sig.

Da Søren Peter Sørensen kom til USA for at se på bilen, så han en masse andre gamle Cadillac, og mange af dem kunne han bare ikke stå for!

Så inden han rejste hjem igen, havde han købt fyrre!

Samtlige biler var projekter, der efter halvtreds år i ørkenen krævede en grundig renovering.

Men Søren Peter Sørensen kan godt lide at svejse, så den store opgave, der ventede forude, afskrækkede ham ikke.

Der gik dog to år før bilerne alle var hjemme i Herning – simpelthen fordi den ny ejer skulle skaffe plads til dem. Det blev løst, og de kom på plads i en stor hal.

Alt var klar til det store renoveringsarbejde.

Men også i en bilsamlers liv sker der ændringer.

Han kom aldrig rigtigt i gang med at bygge de hårdt medtage biler op, og tog konsekvensen: De skulle bare sælges.

Hans håb er, at de gamle Cadillacs nu går til forskellige entusiaster, der vil gøre hans påbegyndte drøm færdig og vil renovere bilerne til deres fordums storhed.

Campen Auktioner fortæller, at der specielt fra Sverige er stor interesse for Søren Peter Sørensens gamle Cadillac.

Derovre er disse årgange af Cadillacs meget populære som udgangspunkt for ombygninger til hot rods eller rat rods.

 

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Leave A Comment