Salget af de små en gang så populære mikrobiler er i frit fald.
For to år siden stod de for 21 pct. af det samlede salg, mens det i maj i år er helt nede på 10 pct.
Omvendt er det gået rigtigt godt for de populære crossover/SUV’er, der for to år siden havde 12 pct. af markedet, mens det i maj med 27 pct. var rekordhøjt.
Det viser tydeligt, at danskerne vil have praktiske biler.
Heller ikke bilerne i B-segmentet har kunnet modstå trykket fra de højbenede biler omend salget kun er faldet med to pct. – fra 26 til 24 pct.
Det totale salg i maj blev 22.541 biler, hvilket er et lille plus i forhold til samme måned sidste år, men kigger vi tilbage på salget i april, hvor salget blev 18.713, er det en stigning på hele 20 pct.
Det er rigtigt godt at være bilimportør/bilforhandler i øjeblikket.
Danmarks helt store leverandør af biler i maj var VW, der sendte ikke færre end 3.107 modeller ud til danske bilejere.
Men det blev en Peugeot, der igen satte sig på pladsen som den mest solgte bil, nemlig 208 med et salg på 958 biler. På andenpladsen kom Nissan Qashqai med 870 biler og på tredjepladsen VW Golf med 641 solgte.
Et kig på salget i årets første fem måneder viser et marked på samme niveau som sidste år, idet der i år er solgt 98.216 nye biler mod 99.832 biler i tilsvarende måneder sidste år – en forskel på blot ca. 1.600 biler svarende til 1,6 pct.
”Bilsalget i maj tog virkelig fart og vi har nu indhentet en god portion af det lille efterslæb, vi har haft i forhold til årets salg i de første 5 måneder. Vi konstaterer, at danskerne igen har stor lyst til at købe ny bil og den generelle forbrugertillid er støt stigende. Det kan vi naturligvis kun være glade for – og vi har da også positive forventninger til de kommende sommermåneder,” siger direktør hos De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen.
Kilde: De Danske Bilimportører.
Foto: Nissan Qashqai er igen i toppen over de mest solgte biler på en måned. (Fabriksfoto).
GIPHY App Key not set. Please check settings