Big Mag: Ford lurpassede i Le Mans-test

Snyd er nok et for stort ord, men Jan Magnussen er overbevist om, at Ford bevidst ikke viste deres potentiale i Le Mans-testen forrige weekend.

Med den bagtanke at udnytte Balance of Performance-reglen optimalt.

“Jeg er 100 pct. sikker på, at de gjorde det,” siger Magnussen til sportscar365. 

I fredags meldte den internationale motorsportsorganisations tekniske komité ud, at Fords fire GT GTE Pro-racere får yderligere fem kg vægtreduktion.

Før Le Mans-testen fik de lov til at lette deres biler med 20 kg.

“GT-bilerne var inden for et sekund på en omgang i testen, så det er en fejltagelse af FIA at ændre noget efter vi har kørt,” siger Jan Magnussen. 

Jan Magnussens Covette-team var hurtigst i Le Mans-testen, og det har fået den konsekvens, at de, efter at FIA har gennemgået bilernes data, har fået pålagt at køre med en 0,3 mm mindre restriktor.

“Det kommer til at betyde 10-12 km/t. lavere hastighed på de hurtigste sektioner på banen, men selv det ikke et det, der kommer til at afgøre Le Mans, så er det alligevel sk… irriterende ,” fortæller Jan Magnussen til vildmedbiler.dk.

Michael Christensen og Porsche er også blevet ramt af ændringer af Balance of Performance. De er skal køre med ekstra fem kilo i bilerne.

Aston Martin med Nicki Thiim og Marco Sørensen er dem, der har fået de største justeringer. De må lette bilen med ti kg, men skal køre med en 0,2 mm mindre restriktor.

Aston har også fået tilladelse til at køre med deres “Aero Kit B”.

Mængden af brændstof bilerne må køre med, er også blevet justeret.

Nicki Thiim og Marco Sørensen må nu tanke 102 liter, Ford 98 liter, Porsche 95, Corvette 93 og Ferrari 488 GTE 88 liter.

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Leave A Comment