Audi TT går offroad 

01/12/2014
646 Views

TT offroad concept er Audis svar på fremtidens fritidsbil.

Ved at kombinere sportsligheden fra en coupé med livsstilen og anvendeligheden fra en kompakt SUV, har Audi skabt en crossover, der kan byde de bedste i klassen op til dans.

Bl.a. Range Rover Evoque.

TT offroad concept er udstyret med en plug-in-hybriddrivlinje med en 292 hestes, 2-liters TFSI motor, som sammen med elmotorer giver en ydelse på 408 heste – og et brændstofforbrug på hele 52,6 km/l. ved blandet kørsel. Svarende til en CO2-udledning 45 g/km.

Audi TT offroad concept kan køre 50 km på el alene og har en samlet rækkevidde på 880 km.

Turbobenzinmotoren og en 54 hk elmotor trækker på forhjulene, mens en elmotor på 115 hk trækker på baghjulene.

Strømmen lagres i et 12 kWh stort batteri, der er placeret foran i bilen.

Den smarte bil er 439 cm lang, 185 cm bred og har en akselafstand på 263 cm. Samme mål som Audi Q3.

Kabinen i Audi TT offroad concept har plads til fire personer. På bagsædet er der komfortabel plads til to voksne, og de slanke sportssæder foran giver optimal siddekomfort.

Designidéerne fra den nye TT har også fungeret som inspiration til den sportslige kabine i konceptbilen. 

Den øverste del af instrumentpanelet er udformet som en vinge. Den bæres af en synlig aluminiumsstruktur, der som et vandret designelement omfatter luftdyserne og understreger kabinens bredde.

De runde luftdyser minder om flymotorer og omfatter betjeningselementerne til klimaanlægget.

Det slanke instrumentpanel er fokuseret mod føreren.

Audi TT offroad concept blev præsenteret på Beijing Motor Show, og det var ikke helt tilfældigt, for Kina er Audis andenstørste marked, og den ny TT-model er sigtet mod pengestærke kineser.

Men nu skal Audi lige beslutte, om den skal sættes i produktion.

Vi siger bare: Selvfølgelig skal den det! Og den skal også til Europa.

 

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Leave A Comment