Det er en varevogn, men den opfører sig en personbil.
Nissans nyeste version af pickup’en, Navara, har arvet generne fra Qashqai og X-Trail, og er blevet en velkørende og moderne arbejdshest.
Det er det, den vil blive solgt som, bl.a. til forsvaret, men også hesteejere og andre fritidselskende vil kunne finde glæde ved bilen.
Den må nemlig trække 3500 kg. Og laste lige under et tons.
Navara har fået de fine køreegenskaber takket være et nyt 5-links baghjulsophæng med spiralfjedre i stedet for de gammeldags bladfjedre, som forgængere benyttede sig af.
Den klassiske version er stadig med bladfjedre, men i en forbedret version.
Her skal du kun slå til, hvis prisen er den afgørende faktor.
Det ny baghjulsophæng giver langt bedre kontakt med vejen, bedre komfort og bedre køreegenskaber.
Nissan Navara er behagelig selv på lange stræk. Og med ryglænene på bagsædet mere tilbagelænet, er det også rart at være passager.
Det er ikke normalt i en pickup.
Vildmedbiler.dk var draget til det nordlige Sverige, nærmere bestemt til minebyen Kiruna, for at prøve Navara af.
Et interessant sted at lægge en præsentation, for Kiruna i sig selv er en historie værd.
Du får lige den korte:
Byen gemmer på verdens største malmmine med dybt forgrenede gange, der dybt nede i jorden breder sig ind under byen – og det viste sig for nogle år siden, at ville give problemer.
Byen begyndte at synke.
Og måtte flyttes for at undgå en katastrofe.
Den er proces er nu i gang. Mineselskabet har bevilget milliarder til flytningen af byen tre kilometer væk.
Et fascinerende projekt og en fantastisk historie.
Testen af Navara startede ved Kirunas beskedne lufthavn og gik derefter rundt om den store mine mod vest langs togbanen til Narvik i Norge, hvorfra jernmalmen udskibes til hele verden.
Naavara er med en ny 2,3-liters dCi-motor med to forskellige ydelser, 160 hk og 190 hk. Topversionen er med to turboladere, hvilket er første gang i en Nissan i dette segment.
2,3-liters dCi-motoren er op til 24 pct. mere effektiv end den tidligere motor og er blandt klassens mest økonomiske.
Testbilen, i King Cap-versionen, var med bagsæder, 2,3 liters dieselmotor, 7-trins automatgearkasse og hjul med gode pigge.
En sikker pakke!
Turen forløb da også, som var det en varm sommerdag, altså bortset fra tidpunkterne, hvor vi skulle ud at fotografere bilen og de rensdyr, der stod i skoven tæt på vejen og gravede efter føde.
Temperaturen var pænt under frysepunktet.
Navara stod urokkelig fast, selv om den blev provokeret, og komforten imponerende.
Turens første stop var i byen Arbisko, der ligger ved indgangen til en stor nationalpark, hvor tusinder af naturelskere fra hele verden valfarter til.
I flyet fra Stockholm til Kiruna var der rigtigt mange koreanere med. Det undrede mig lidt, men jeg forstod hvorfor, da vi ankom til Arbisko.
Jeg skulle heldigvis ikke vandre, næh, der stod helikoptere klar til at flyve mig og mine kolleger rundt i nationalparken. Det var en oplevelse at se de to bjergtoppe, der markerede porten til Lapland, de frosne vandløb og de mange elge, der virkelig arbejdede for føden.
Efter den storslåede oplevelse gik turen videre mod nord til skisportsstedet Bjørkliden med Sveriges tredjestejleste faldhøjde, masser af natursne og den fedeste udsigt
23 pister, fra grøn til sort, men også offpiste, hvis du er til det.
Jeg kan kun anbefale stedet, bare pokkers, der er så langt derop.
I Bjørkliden havde Nissan præpareret en løjpe til test af Navara. Den var noget, der lignede sort, men den var kort og aldeles ujævn.
Dog ikke noget problem for Navara. Med masser af kørefærdighed i bagagen og avancerede elektroniske hjælpemidler satte jeg ikke et ben forkert.
Fedt, eller måske lidt kedeligt, for spænding er der ikke meget af, når man kører i nutidens firehjulstrækkere.
De kan’ selv!
Turen tilbage til Kiruna gik som derop, rigtig behageligt. På lækre snedækkede veje og sne så langt øjet rækkede.
Selv om trafikken var nærmest ikke-eksisterende, lykkedes det alligevel en af Nissans egne folk at køre i grøften. Hun blev nervøs under overhaling af en lastbil og ramte snedriverne i vejsiden.
Og vupti stak Navara næsen ned i grøften.
Hun skal være undskyldt, for de store mængder sne lastvognstogene hvivlede op, gjorde overhalinger lidt ubehagelige. De skulle foretages med høj sikkerhedsfaktor.
Nissan Navara trækker på baghjulene, men med et “hjul” på midterkonsollen kobles forhjulene til, mens man kører. Det samme tilbage igen.
På de sneglatte veje gjorde firehjulstrækket deres arbejde til punkt og prikke.
Skal man ned i de helt lave gear, skal man stoppe, sætte automatgearkassen i neutral, inden man kan koble dem ind.
Selv om Navara opfører sig som en personbil, er det tydeligt, at den er skabt til hårdt arbejde. Den er let at rengøre indvendigt.
Til gengæld savnede jeg fralæggeplads til papirer, mobiltelefon, arbejdshandsker og andet løsøre.
Navara fås i fire udstyrsniveauer, Visia, Acenta, N-Connect og Tekna.
Og så med fem sæder til familien, der bare vil ud i naturen med cykler, surfbrædt og andet fritidsgrej.
Pickup er et stort hit i rigtigt mange lande, men ikke i Danmark. Årsagen er måske ikke så svær at finde. For de fleste er den både uden signalværdi og hundedyr.r.
Men praktisk, det er den.
Priserne starter ved 207.377 kr. plus moms for basisudgaven, King Cab, med 160 hk diesel.
Er ønsket en Double Cab og spiralfjedre, begynder prisen ved 235.911 kr.
Vildmedbiler.dk var inviteret af Nissan.
GIPHY App Key not set. Please check settings