Alfa Giulietta bliver endnu frækkere

Alfa Giulietta bliver endnu frækkere

Der går endnu nogen tid, små fire måneder, før den længe ventede Alfa Giulia dukker op herhjemme, men så kan vi da glæde os over, at en ny stærkt faceliftet Giulietta allerede er ude hos forhandlerne.

Giulietta er en gudesmuk bil, og nu er den blevet skarpere og mere sporty end nogensinde.

Blandt de væsentligste nyheder er den redesignede front, nye indvendige materialer samt et bredere motorprogram.

Den ny front, der leder tankerne hen på storesøstermodellen Giulia, er ændret betydeligt, og den ikoniske Alfa-trekant fremstår nu mere markant.

Forlygtepartiet er også nyt med mørkt omrids af lygtehuset på alle modeller. Bag på er Giulietta-logoet ændret og rykket fra midten til under højre baglygte, hvilket også er et kendetegn for de ny Alfa Romeo-modeller.

Indvendig er designet piftet op med nye indtræk på sæderne samt en ny matsort finish på instrumentpanelet.

Også selve instrumenterne er opdateret med ny grafik og elegant hvid skrift.

Et smukt udseende gør dog ikke en god bil alene. En Alfa skal også være stærkt motoriseret.

Og det er den ny Giulietta heldigvis: 1,6 liters diesel med 120 heste, en helt ny motor, 2,0 diesel med henholdsvis 150 og 175 heste, 1,4 benzin med 120, 150 og 170 heste, 1,8 liter med 240 heste.

Topmodellen går fra 0-100 på seks sekunder og har en topfart på 243 km/t.

Sagde du fartbombe!

Alfa Romeo Giulietta kommer i tre udstyrsniveauer: Giulietta, Super samt Veloce. Allerede i basisversionen er den veludstyret, mens Super yderligere byder på bl.a. alu-fælge, klimaanlæg og cruise control, og endelig har topversionen Veloce bl.a. sportssæder, sportslæderrat, parkeringssensor for og bag m.m.

Priserne på den ny Giulietta starter ved 287.000 kr., mens beskatningsgrundlaget ved erhvervsleasing starter fra ca. 235.000 kr.

Endelig kan den nye Giulietta også leveres på gule plader med priser startende fra 197.500 kr. incl. moms.

Steen Nielsen

Chefredaktør, motorjournalist, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet med motorstof på Ekstrabladet, Amtsavisen, Randers, Bilen Motor og Sport, BT, Den Blå Avis m.fl.

Leave A Comment